KartoffelNyt nr. 14, 2018

Udgivet d. 23-05-2018

Tekst: Anette Møller Sørensen, SAGRO

Aktuelt i marken

Helhedsindtrykket er at kartoflerne generelt ”myldrer” op af jorden.  Det fortsatte varme vejr giver ideelle forhold for en rigtig god og ensartet fremspiring uden for mange spring. På trods af et meget vanskeligt efterår med at få taget læggekartofler op og deraf følgende udfordringer med tørring, nedkøling og holdbarhed, så har det varme forår betydet, at stort set alt spirer frem uden de store problemer. Så det må siges, at fundamentet for en god avl er til stede. Til gengæld vil det være aktuelt at vande de tidligst lagte kartofler nu.

Ukrudtsbekæmpelse – sent lagte kartofler, tørre kamme, ingen ukrudt

Mange af de sidst lagte kartofler er endnu ikke spiret frem, og her er det fortsat den første ukrudtsbekæmpelse, der skal tages stilling til. Det er så mange steder i de sidst lagte marker nu så tørt, at der næsten ikke engang spirer ukrudt frem. Er der ikke noget ukrudt, bør glyphosat/Reglone udelades og man kan nøjes med at lægge jordmiddel (Fenix/Novitron/Promann) ud, men det forudsætter faste stabile kamme. Er det meget løs jord, skal der ikke meget til før jorden skrider, og der vil opstå huller i den film af jordmidler, der er lagt ud. Det er således ikke den manglende jordfugt, der vil nedsætte effekten af jordmidlerne, men derimod løs jord. Når der kommer vand, og ellers kammene er intakte, vil effekten af jordmidlerne fortsat være til stede. Alternativt, hvis kartofler lige er ved at bryde kammen og der ingen ukrudt er; afvent fremspiring af ukrudt og anvend Titus i kombination med en evt. planlagt sen hypning.

Ukrudtsbekæmpelse – opfølgning på første sprøjtning

I rigtig mange marker er det nu ved at være tid til at tage bestik af opfølgningen på den første sprøjtning. Herefter fremspiring af kartoflerne, er det således Titus, der skal gøre arbejdet færdigt. Det er vigtigt, at få kigget på, om der er evt. overlevende ukrudt fra første sprøjtning - fremfor at vente på fremspiring af et nyt hold ukrudt. Især snerlepileurt, som overlever første sprøjtning og begynder at få et løvblad mere, er vanskelige at bekæmpe. Her kan det være nødvendigt at øge doseringen af Titus til 20 g/ha + 0,2 l/ha spredeklæbemiddel for at få tilstrækkelig effekt, især også fordi det varme, tørre vejr betyder at ukrudtet har et tykt vokslag.

Bekæmpelse af kvik i kartofler

Har man et forholdsvist stort kvikproblem i kartoffelmarken, er det ikke nok at nøjes med effekten af Titus. Titus har en vis effekt på kvikken, men kun de overjordiske dele. Det kan derfor være nødvendigt at anvende enten Focus Ultra 4 – 5 l/ha + Dash 0,5 l/ha eller Agil 0,75 l/ha. De to midler vurderes effektmæssigt at være jævnbyrdige. Er der sprøjtet med Titus inden, er det nødvendigt at afvente til kvikken kommer i god vækst igen og står med 2 -3 friske blade for at få tilstrækkelig effekt.

Opstart af vanding

Med udsigt til fortsat tørt og varmt vejr vil det i mange marker være aktuelt at starte vanding op i denne uge. Det er meget vigtigt, at kartoflerne ikke mangler vand, når krog- og knolddannelsen går i gang. Mangler kartoflerne vand i denne fase, vil antallet af knolde – og dermed udbyttet reduceres. Vandingen bør startes, når planten er ca. 10 cm høje eller har en roset på 10 – 15 cm. Det vil være passende at starte op med 10 – 15 mm de første gange, der vandes for at få vandet kammen stille og roligt op.

Mangan

Der bør tilføres mangan til kartoflerne evt. flere gange, hvis man har erfaring med manganmangel på arealerne. Det er kun manganen, der rammer bladene, der fås effekt af og derfor anbefales det at udsprøjte mangan første gang, når planterne er ca. 10 – 15 cm høje evt. sammen med Titus sprøjtningen.  Der anvendes en mængde svarende til ca. 100- 400 g/ha mangan afhængig af behov.