KartoffelNyt nr. 18, 2018

Udgivet d. 20-06-2018

Tekst: Anette Møller Sørensen

Skimmel

Skimmelstyring er midlertidig ude af drift på baggrund af fejl i de viste nedbørsdata. Der har ikke været fejl i visningen af risikotal og det forventes, at risikotallene vil være tilgængelige igen onsdag. Indtil videre er der kun registreret to fund af skimmel; et ved Haderup og et ved Nordenskov. Det tyder på, at skimlen indtil nu ikke haft de bedste vilkår for at udvikle sig. På baggrund af vejrudsigten for de kommende dage med regn, ustadigt vejr og forholdsvis høje temperaturer, vurderer vi, at risikoen for skimmel være stigende i den kommende periode. Anbefalingen lyder derfor på ¾ dosis i denne uge:

0,45 l/ha Revus eller 0,37 l/ha Ranman Top

Kan man ikke holde sprøjteintervallet på maks. 7 dage eller måske ikke haft optimale sprøjteforhold ved den sidste skimmelsprøjtning, kan der med fordel tilsættes 0,25 l/ha Cymbal eller 0,2 l/ha Option, som har en tilbagevirkende effekt på indtil 24 timer efter smitten er sket. Begge midler har ikke effekt mere end 1 -2 dage og skal derfor altid anvendes i blanding med et andet skimmelmiddel.

Husk altid at tage vejrudsigten i betragtning, når næste skimmelsprøjtning skal udføres; og hellere sprøjte på 6. dagen end at trække det til 8.dagen – især her i starten, hvor der er megen nytilvækst.

Hvis man kører kortere sprøjteinterval end 7 dage, skal der skiftes middel (Ranman- Revus) i forhold til sidste sprøjtning, idet der er krydsoverensstemmelse på at intervallet holdes, når det er samme middel, der anvendes to gange i træk.

Vi vil i øvrigt gerne orienteres, hvis man finder skimmel derude; det er med til at give et samlet billede af, hvor stor risikoen er for skimmelangreb.

Bladplet

Før en bladpletsprøjtning er aktuel, er der tre faktorer der skal være opfyldt: 

  1. Kartoflens fysiologiske alder (og dermed modtagelighed),
  2. beregning af risikotal for udvikling af kartoffelbladplet og
  3. første fund af bladplet er gjort i anstrengte sædskifter.

Ingen af disse faktorer er endnu opfyldt, og vi anbefaler derfor generelt ikke en sprøjtning mod bladplet endnu, men afventer situationen uge for uge. Der er ikke noget, der tyder på, at vi skal afvige fra den viden, om at vi tidligst kan forvente de første angreb fra blomstring/knoldsætning (i tæt sædskifte 0 – 2 år 5 -6 uger efter fremspiring og i 2 – flere år uden kartofler 8 – 9 uger efter fremspiring). Vi har endnu ikke observeret bladplet i selv tætte kartoffelsædskifter, og der har ikke været vejrmæssige betingelser til stede for at bladplet kan slå an.

Cikader

I kartofler, der ikke er bejdset med Prestige, er det nu tid at medtage 0,15 kg/ha Mospilan mod cikader. Det er ca. 3 – 4 uger siden indflyvningen til kartoffelmarkerne begyndte, og det er deres afkom behandlingen skal sigte mod. Vi ser pt. ikke mange cikader i markerne, og det kan i heldigste fald betyde, at 2. sprøjtning sidst i juli måske kan undlades, især hvis vi får en god effekt af 1. sprøjtning. Det anbefales ikke at anvende Karate eller lign. mod cikader, idet effekten er for dårlig.

Bladlus i læggekartofler

Lige som i andre afgrøder findes der også flere bladlus i kartoflerne. Det betyder øget risiko for spredning af især kartoffelvirus Y i læggekartofler. I registreringsnettet for bladlus viser tællingerne for uge 24:

Risikotallene ligger mellem 0,2 til 1 og det anbefales at anvende 7 l/ha parrafinolie (Fibro) udbragt i ugeinterval i kombination med 3-4 behandlinger med enten 0,15 kg/ha Mospilan SG eller 0,16 l/ha Teppeki i 14 dages interval. Der må maksimalt anvendes to behandlinger af henholdsvis Mospilan SG og Teppeki. Behandlingen kan udbringes sammen med skimmelbekæmpelsen. Ved en hurtig stigning i smitterisikotallet til > 1,0 er faren for virussmitte via bladlus så stor, at læggekartoflerne bør nedvisnes, såfremt udbyttet er nogenlunde acceptabelt. Men det er endnu så tidligt i vækstsæsonen, at vi ikke er der endnu. 

Egen opformering

Også hos avlere, der producerer egen opformering til næste års brugsmark, kan det betale sig at have fokus på bladlus, planter med virus, sortben og gengroninger.  Især nu, lige før rækkelukning, er det forholdsvist nemt at få øje på gengroninger af fremmede sorter og sortben kunne findes nu og bortluges. Det kan anbefales, at gå igennem et par gange, gerne med 8-10 dages mellemrum, da især sortben fortsat vil blive synlig. Planter med Virus Y skal også fjernes, da de vil give anledning til udbyttereduktion i næste års mark.  Det kan også i egen opformering være aktuel at bekæmpe bladlus med 0,15 kg/ha Mospilan.

Eftergødskning af stivelseskartofler

Vi er nu påbegyndt bladsaftmålingerne i stivelseskartofler hos nogle avlere. Indtil videre ligger langt de fleste af målingerne enten et godt stykke over eller lige omkring kurven for optimal nitrat koncentration. Dette tyder på, at der endnu ikke er brugt op af den mængde gødning, der er lagt ud til kartoflerne i forbindelse med lægning, og at kartoflerne fortsat har kvælstof til rådighed. Så har man planlagt en kvælstoftildeling ud over det ved lægning, kan man fortsat afvente. Der kan dog være marker eller sorter (Saturna, Verdi) hvor eftergødskningen er delt i flere omgange, og her kan det være aktuelt at starte de første tildelinger op nu.

Nedenstående figur viser hvordan den optimale nitratkoncentration ændrer sig i løbet af kartoflens udvikling fra fremspiring. For eksemplets skyld følger vi her den samme mark i løbet af de kommende uger for at se hvordan målingerne ligger. Første måling er udført d. 14. juni.