KartoffelNyt nr. 20, 2018

Udgivet d. 04-07-2018

Tekst: Jannie Rendbæk Sørensen, Agrinord

Langt de fleste kartoffelmarker står nu i fuld blomst. Glæden over de flotte blomstrende marker, sættes dog på prøve, når man kigger ud over de marker, der nu for alvor er ramt af tørke.

Skimmel

Der er i løbet af den sidste uge gjort to nye fund af skimmel i Sønderjylland. Det ene er fundet i en økologisk kartoffelmark, det andet i en konventionel mark. Men på trods af det, er der stadig et meget lavt infektionstryk i forhold til skimmel.  Figur 1 viser infektionstrykket 03-07-2018 og figur 2 viser lokationen for de to fund af skimmel (de 2 røde prikker).

Figur 1 Skimmel infektionstryk 3-7-2018

Figur 2 Fund af skimmel i DK 3-7-2018

På trods af de nye fund, er der ikke noget der tyder på at vejret, og dermed skimmelsituationen ændrer sig den kommende uge. Anbefalingen vil derfor fortsat være at behandle med ½ dosis skimmelmiddel -  enten 0,25 l/ha Ranman Top eller 0,3 l/ha Revus. Vi vil meget gerne opfordre til at holde godt øje med skimmel. De oplagte steder at søge, er især i vandede marker, langs skel hvor der er skygge, og dermed fugt i længere tid. Skulle I finde skimmel i jeres marker, så giv os endelig et ring, så vi har så retvisende et billede af skimmelsituationen som muligt. Skemaet nedenfor viser infektionstrykket i Karup 03-07-2018.

Figur 3 infektionstrykket 03-07-2018 (kilde: www.lr.dk).

Bladplet

Hvis der ikke er behandlet mod bladplet i forrige uge i marker med presset sædskifte, bør der medbringes 0,4 l/ha Narita i denne uge. Der henvises til forrige nummer for mere information omkring bekæmpelse af bladplet.

Bladlus i læggekartofler

Lige som i andre afgrøder findes der også flere bladlus i kartoflerne i år. Det betyder øget risiko for spredning af især kartoffelvirus Y i læggekartofler. I registreringsnettet for bladlus viser tællingerne for uge 26:


Tallet er faldet igen ved Rødby, men er stadig højt. Da de fleste læggekartofler endnu ikke har nået den ønskede størrelse, er der alt mulig grund til stadig at holde dem godt beskyttet mod skadedyr.

Nedvisning af læggekartofler

Læggekartoffelmarker med vanding begynder nogle steder at nå en fornuftig størrelse. I de uvandede marker bærer avlen mange steder præg af tørken, som er skyld i en noget uens knoldstørrelse, og de er generelt lidt bagefter. Nedvisning af læggekartofler til den ønskede størrelse, kan være en vanskelig beslutning. Det er derfor vigtigt at tjekke størrelsen på kartofler beregnet til læggekartofler.

Ved avl af læggekartofler vil den optimale størrelse af kartoflerne som regel ligge i intervallet mellem 35-55mm, hvorfor hovedparten af den enkelte plantes knolde bør være i dette interval. Hvis man som avler kan håndtere store kartofler i læggeren, kan den gennemsnitlige knoldstørrelse af læggekartoflerne øges en smule.

For at afgøre om kartoflerne har den rette størrelse, bør følgende tommelfingerregler følges:

  • Prøveopgravning mindst 3 forskellige steder i marken.
  • Ved hver opgravning opgraves min. 5 planter ved siden af hinanden i samme række.
  • Nedvisning bør ske, når 1-2 knolde er for store ved hver prøveopgravning.

Prøveoptagning af kartofler (Foto: Jannie Rendbæk Sørensen, Agrinord)

Nedvisning kan ske med Reglone. Der anvendes 1,5-2,5 l/ha Reglone. Største dosering bruges i tætte marker med kraftig top, som ikke udviser tegn på afmodning. I disse marker genbehandles efter 4-6 dage. I marker med naturlig afmodning anvendes 1,0-1,5 l/ha Reglone, og der genbehandles hvis nødvendigt. Det er vigtigt med en god afsætning af sprøjtevæsken i kartoffelafgrøden. Derfor bør der anvendes dyser, som giver små dråber, og der bør anvendes en stor vandmængde – gerne 300 l/ha – specielt ved den første behandling. Der skal ikke tilsættes spredeklæbemiddel.

Anbefalingen i forbindelse med nedvisning af kartofler med Reglone er at udsprøjte Reglone om morgenen på tørre planter og en fugtig kam, hvis det er muligt.

Nedvisning med Reglone på tørkestressede planter øger risikoen for skader på læggematerialet i form af sorte navleender. Det er derfor vigtig at tage sine forholdsregler. Er det muligt at vande kammen op inden nedvisning, så kartoflerne ikke er tørkestressede, skal dette gøres. Det er desuden ofte tilfældet, at effekten af Reglone på tørkestressede planter er for dårlig.
 

Eftergødskning og nitratmålinger

Vi har i de seneste uger fulgt gødningssituationen i mange marker via bladsaftanalyser. Vi kan dele de forskellige situationer op i grupper:

  • Marker er undergødsket fra start, både uvandede og vandede. I disse marker er det nu tid til at få det sidste gødning ud, hvis det ikke allerede er gjort.
  • Uvandede marker, der er fuldgødsket ved lægning. Her ser vi et meget lille behov for eftergødskning.
  • Vandede marker, der er fuldgødsket ved lægning. Her er der en vis variation, hvor de marker der er længst fremme i nogle tilfælde godt kan bruge lidt mere kvælstof. Reelt er det kun en bladsaftanalyse der kan understøtte dette. Så er du i tvivl, så ring til din planteavlskonsulent, og få en snak omkring bladanalyser.