KartoffelNyt nr. 25, 2018

Udgivet d. 08-08-2018

Tekst: Anette Møller Sørensen, SAGRO

Skimmel

Der findes lidt skimmel i enkelte marker, men ikke i udbredt grad og heller ikke noget der udvikler sig voldsomt. Men vi står foran et vejrskifte, hvor det tyder på at der er regn på vej. Kartoffelmarkerne må derfor ikke stå ubeskyttede ved indgangen til omslag i vejret. Der er således grund til at være opmærksom og ikke trække intervallet ud over de 7 dage. Infektionstrykket på udvalgte stationer er ikke højt, men infektionstrykket dags dato er en glidende sum, som kun medregner infektionstrykket to dage tilbage - i dag og to dage frem, så vejrskiftet indgår ikke fuldt ud i prognosen. Vi anbefaler at køre ¾ dosis enten Ranman Top (0,37 l/ha)  eller Revus (0,45l/ha)i denne periode. Har man mistanke om skimmel eller kører man på bagkant af evt. bygevejr, kan man med fordel vælge en løsning, der hedder ½ dosis + 0,25 l/ha Cymbal.

Bladplet

I langt de fleste marker har kartoflerne nu nået en fysiologisk alder, hvor der er minimal resistens mod bladplet. Vi begynder samtidig at se begyndende angreb, også i Kuras, og især i marker i anstrengt sædskifte. Ved omslag til mere vådt vejr vil bladplet også få bedre betingelser. Vi anbefaler derfor at anvende 0,25 l/ha Signum ved næste bladplet sprøjtning, da det er det stærkeste middel mod bladplet. Samtidig indeholder Signum strobilurinet pyraclostrobin, som måske har en forgrønnende effekt. Effekten på udbyttet i kartofler er ukendt.

Anvendes Amistar, skal man huske på, at der er meget nedsat effekt på bladplet (kun ca. 30 %). Idet vi vurderer at bladplet, er det væsentligste patogen, der begynder at optræde i de afmodnende marker, vil Signum være at foretrække på nuværende tidspunkt.

Figur 1 Bladplet symptomer

Afmodende marker

Vi ser rigtig mange marker i forskellige stadier af afmodning. Der er flere årsager, der fremskynder processen i år. Hvor der kun er vandet hver 6. - 7. dag ses manglende effekt af organiske gødninger. Der er tegn på kalimangel.  Selv i år slår sædskiftet igennem, så kartoflerne afmodner tidligere i anstrengte sædskifter. Marker, hvor der ikke har været kartofler tidligere, står markant grønnere end øvrige marker. Der er en del diskussion omkring bladgødskning med kvælstof og om det fortsat kan nås. Vi har ingen dokumentation for, at det har effekt på nuværende tidspunkt, men vi kan omvendt heller ikke afvise det i netop et år, som vi har i år, hvor kartoflerne afmodner for tidligt og hvor de øverste rødder måske ikke trækker så meget vand og næringsstoffer. Tidlig afmodning er et tilbagevendende spørgsmål. Hvis man kører med bladgødskning, opfordrer vi til at afsætte et par sprøjtevinduer, så man efterfølgende kan tjekke om der har været en effekt.

Figur 2 Kalimangel

Spisekartofler – udbytter og kvalitet

Fra Vildmosen meldes der om flotte udbytter indtil videre i Solist, men også en forventning om pæne udbytter og god kvalitet i de mere sildige sorter. Fra Samsø, som ikke har fået regn i hele vækstsæsonen, er det lave udbytter i de tidlige sorter, men også en forventning om meget lave udbytter i de mere sildige sorter. Skurv har været lidt et problem i de tidligste, men ses ikke for nuværende.

Generelt er der en pæn knoldsætning i spisekartoflerne, men en meget uens knoldstørrelsesfordeling – formentlig en reaktion på varmen og tørken.

Afviklingsfrister for skadedyrsbejdser indeholdende neonicotinoider (Prestige) fastsat

Miljøstyrelsen oplyser, at fristen for at anvende og besidde Prestige er fastsat til d. 19. december 2018. Herefter vil det være ulovligt at opbevare Prestige.

Prøveopgravninger stivelseskartofler

Der er nu lavet den første prøveopgravning ved de tre melfabrikker hos KMC. Både stivelsesprocenten og udbyttet ligger som gennemsnit på tværs af sorter og fabrikker på et meget højt niveau. Stivelsesudbyttet pr. ha er derfor noget af det højeste, der er set i de seneste år. Den næste prøveopgravning foretages om tre uger, og det vil blive spændende at se, om kartoflerne kan holde produktionen oppe med den fortsatte varme vejrtype.

For mere deltaljeret information om hvordan de enkelte sorter klarer sig, henvises til KMC hjemmeside.

Arrangementer

Årets kartoffeludstilling - Potato Europe foregår i Hannover den 12.-13. september 2018.

Desuden åbent hus hos Thorsens Chips den 24. august 2018.