KartoffelNyt nr. 29, 2018

Udgivet d. 12-09-2018

Tekst: Anette Møller Sørensen, SAGRO

Skimmel

Det lakker mod enden mht. årets skimmelsprøjtninger i stivelseskartoflerne. Der kan være marker, som er mere grønne end gule, og som fortsat er i vækst, hvor det stadig er aktuelt at behandle mod skimmel. For marker, som er i afmodning, vil det sandsynligvis være sidste skimmelsprøjtning i denne uge. Hvis ikke man har brugt den tilladte mængde af Ranman Top, lyder anbefalingen for denne uge på 0,5 l/ha Ranman Top. Alternativt anvendes enten 1 l/ha Banjo Forte eller 0,4 l/ha Shirlan/Zignal, som alle har effekt på både skimmel og knoldskimmel. Vi ser en del skimmel i markerne nu, og det vil derfor især for de kartofler, der skal opbevares til senere levering, være aktuelt at anvende et middel med knoldskimmeleffekt i den eller de sidste sprøjtninger.

Afmodnende marker, der skal leveres indenfor 2 uger: Skimmelbekæmpelse er ikke længere aktuel.

Brugen af spirede læggekartofler

Tekst: Lars Bødker, SEGES

På grund af årets tørke og høje temperaturer er der flere specielt uvandede marker, hvor kartoflerne spirer i kammen. Ved optagning afbrækkes en eller flere af de tre knopper, der findes i hvert sejlformede spireøje ligesom ved almindelig afspiring.

Det store spørgsmål er om disse kartofler er egnede som læggekartofler til næste år og om disse kartofler kan holde sig på lager, når de afspires ved optagning. Der findes ingen konkret svar, som dækker alle forhold, da det er en afvejning af, hvor meget de er spiret, sorten, optageforhold, tørring- og lagringsforhold, udbredelse af sædskiftesygdomme etc.

Erfaringer og observationer gjort af kartoffelfolk under lignende forhold tilbage i tiden er der en samstemmende tilbagemelding.

  • Hvis kartoflerne har enkelte korte spirer og ikke har dannet rodnet, bør de kunne tages op, holde sig på lageret og anvendes som læggekartofler til næste år
  • Kartofler, som er spiret og har dannet rodnet, bør kasseres som læggekartofler
  • Kartoflerne er generelt fysiologisk ældre som følge af de varme forhold i kammen, som gør dem mere spirevillige til foråret men
  • Spiringen i kammen skyldes en stresspåvirkning/stressinduktion og spirevilligheden kan, i de fleste tilfælde, holdes nede ved effektiv tørring og nedkøling
  • Kartoflerne skal tages op under gunstige forhold og tørres effektivt indenfor 24 timer.
  • Kartoflernes skal holdes på køl.
  • Kartoflerne må ikke håndteres yderligere inden lægning
  • Kartoflerne spirer hurtigt i foråret og skal derfor holdes på køl til kort før lægning

Spiring i kammen udgør en kvalitetsforringelse, da kartoflerne er sværere at håndtere. Der er stor risiko for, at der opstår råd på lageret, og at de spirer for tidligt. Men set i lyset af alternativet (= ingen læggekartofler) og en samstemmende erfaring for at de fleste læggekartofler godt kan anvendes, selv om de har enkelte spirer i kammen betyder, at en større andel af de spirede læggekartofler kan anvendes end først antaget. Det må her understreges, at det er en opsummering af erfaringer, og ikke noget vi forsøgsmæssigt har dokumentering for.

Optagning af læggekartofler

Der er i løbet af weekenden faldet store mængder nedbør med meget store variationer mellem lokaliteterne (50 – 120 mm). Normalen for hele september måned er 73 mm, og på langt de fleste lokaliteter er der faldet mere bare inden for de seneste dage. Temperaturen er med nedbøren faldet til mere ideelt til optagning, og det vil nu være gode forhold i tørvejrsperioder til at påbegynde optagningen. Der er dog grund til øget opmærksomhed på kartoflerne og tørring af dem, idet jordtemperaturen og dermed også knoldtemperaturen er fortsat høj.

Det har mange steder i år været vanskelig at få slået læggekartoflerne helt ned. Der står rigtig mange planter, som fortsat skyder igen, hvilket kan give anledning til uens skindfasthed.  På trods af at kartoflerne fortsat bliver med at skyde, bør optagningen påbegyndes, når vejret er til det.

Men det er derfor ekstra vigtigt at have fokus på, at kartoflerne bliver taget skånsom op; dvs. behersket fremkørselshastighed, rigelig med jord på bundkæden, læsning med lavest mulig faldhøjde (under 30 cm). Det er vigtigt at holde et passende flow af både jord og kartofler op gennem maskinen for at minimere skader på kartoflen. Efter optagning er det vigtigt, at kartoflerne bliver tørret og ventileret, og især hvor kartoflerne ikke er slået helt ned vil der være god grund til at have fokus på dette. Her er tørrevogne ideelle, inden kartoflerne kommes i kasser. Alternativet kan være at opbevare kartoflerne i kule inden de kommes i kasser, for at få så meget ventilation som muligt. Skal kartoflerne opbevares i kule, bør der ikke laves en kule med mere end 10 – 15 tdr. pr. løbende meter. Der bør dækkes med halm og plastic med det samme, men det er vigtigt at der fortsat er åben forneden så der sker en god ventilation. Her er det vigtigt, at man holder øje med, om halmen bliver våd i toppen af kulen, og om nødvendigt skifte det ud. Kartoflerne skal være afbræmmet inden de fyldes i kasser – som min. ca. 4 uger.

Et alternativ kan være at opbevare de kartofler, som ikke er modnet ens af, for sig selv.

Elektronisk kartoffel – tjek om optagningen er skånsom nok

Vi kan tilbyde at komme ud på bedriften i forbindelse med optagning og køre den elektroniske kartoffel igennem kartoffeloptageren. Dette giver mulighed for at tjekke om optagningen er skånsom nok, og hvor på kartoflens vej fra mark til lagring at skaden evt. sker. På vejen registrerer den elektroniske kartoffel kraftige slag og stød, der kan skade kartoflen, og på baggrund af den information er det muligt at justere eksempelvis optageren. Kontakt kartoffelrådgiver Birgitte Andersen, SAGRO på 2129 1663, hvis dette har din interesse.

Nedvisning af stivelseskartofler/pulverkartofler

Kartofler, der skal leveres efter ca. 1. november, kan betegnes som kartofler, der skal lagres. For at mindske tabet af stivelse og øge holdbarheden af disse kartofler, bør afmodningen før optagning være så ensartet som muligt. Det anbefales derfor at nedvisne disse med 1,5 – 2,0 l/ha Reglone. Nedvisningen bør ske ca. 2 -3 uger før forventet optagning.  Nedvisningen sikrer en bedre skindfasthed, hvilket mindsker risikoen for at kartoflerne såres under optagning og derved giver anledning til øget respiration (= tab af stivelse) foruden adgang for råd og bakterier.

Hvilke marker skal lagres – og hvilke skal leveres direkte?

I løbet af den kommende periode kan det være en god ide at kigge på sine marker og sammenholde med leveringsterminerne. De marker, der skal lagres, bør som tidligere nævnt være modnet ensartet og godt af, og det kan derfor være en god ide at prioritere disse marker til de sene leveringer og dermed til opbevaring. Omvendt kan det være fristende at levere fra disse arealer her i starten, da der ofte vil være et højt stivelsesindhold i disse kartofler. Ligeledes bør man kigge på hvilke marker, der kan give anledning til problemer med at færdes på ved senere optagning (lavere, våde arealer, sværere jord og lign. forhold). De marker, der er mest grønne og i fortsat vækst bør prioriteres som noget af det sidste, der leveres direkte fra mark. Ligeledes kan det være en god ide at optage køre- og vandingsspor til de direkte leveringer, så disse kartofler ikke kommer med i kulen, da de kan give anledning til begyndende rådproblemer.

Mange steder står især foragre og rækkerne langs læhegn fortsat meget grønne på nuværende tidspunkt. Har man leveringstermin i nærmeste fremtid, kan det være en god ide at lade disse stå tilbage til senere optagning – hvis det ellers er praktisk muligt at køre udenom – da stivelsen i disse meget grønne kartofler vil være alt for lav på nuværende tidspunkt.

Kartofler, der tages op til direkte levering, bør ikke ligge udækket på marken i mere end 3-4 dage.

Optagning af kartofler til sen levering (lagring) bør påbegyndes i starten/midt oktober, således at der er gode tørvejrsdage og stadig forholdsvis høje temperaturer til at få bjerget kartoflerne i god tilstand.

Kuleopbevaring

Langt de fleste stivelseskartofler til sen levering bliver lagret i kuler i marken, hvilket er ganske udmærket forudsat at kulen bliver placeret og etableret korrekt. Her følger nogle få retningslinjer for en kartoffelkule:

  • Ligge højt placeret, så den ikke oversvømmes
  • Tæt ved fast vej
  • Ligge i åbent terræn
  • Placeres nord – syd så vestenvind på tværs øger muligheden for en effektiv ventilation
  • Have fast og plan bund
  • Jo længere tid kartoflerne skal opbevares jo smallere kule (gerne ca. 30 tdr/lbm = bredde på ca 4,5 m)
  • Kulen skal være jævnt afrettet og spids
  • Kartoflerne skal være fri for top, jord, græsknolde og rådne kartofler
  • Kulen dækkes med et tørt lag halm min. 40 cm, helst rughalm
  • Derefter dækkes med plastic, som ikke må trækkes helt ned, da der skal luft igennem kulen
  • Placer et eller flere kuletermometre, så man kan følge temperaturudviklingen, da det sladrer om at der er problemer under opsejling

Dækning med fiberdug

Fiberdug skal betragtes som en nødløsning eller kortidsopbevaring, da de ikke er tætte nok til at holde vand og fugt i større stil ude. Desuden giver fiberdugen ikke mulighed for at opsuge fugten fra kartoflerne efter optagning. Hos mange grovvarefirmaer kan man købe fiberdug til dækning af kartofler. Det findes i forskellige tykkelser – og dermed priser.  Jo tykkere jo længere holdbarhed af dugen samt bedre beskyttelse af kartoflerne mod fugt og frost. Vi kommer ikke udenom anden at dække med fiberdug er yderst tillokkende, da det ikke er nær så arbejdskrævende som halmdækning. MEN husk på at fiberdugen af de tykkeste kvaliteter kun tåler frost ned til – 2-3 °C. Det kan derfor kun anbefales anvendt til korttidsopbevaring til eksempelvis mellemleverancerne.

Kom til aftensprøjtning med UV-lys!

LMO og Karup Kartoffelmelfabrik afholder en markdemonstration vedrørende præcisions-sprøjtning i kartofler. Arrangementet henvender sig ikke kun til kartoffelavlere men til alle landmænd, der gør brug af sprøjter på deres bedrift.

Arrangementet afholdes efter mørkets frembrud, og umiddelbart efter sprøjtning går eksperterne rundt i marken med ultraviolette lamper og viser, hvor sprøjtningen har været mest og mindst effektiv. Det vil blive synligt, præcis hvor stort et spild, der er ved at bruge den forkerte type sprøjtedyse til en given opgave.

Arrangementet er gratis og foregår den 18. september kl. 18-22 hos Jørgen Kviesgaard på Ringkøbingvej 33, 7441 Bording, og det kræver ikke tilmelding på forhånd. Der vil blive serveret varme pølser fra kl. 18.