KartoffelNyt nr. 35, 2018

Udgivet d. 13-12-2018

Tekst: Jesper Kjelde, SAGRO

Året der gik

Året går på hæld og endnu en speciel vækstsæson er ved at rinde ud. Tiden kan meget vel bruges til at evaluerer indsatserne og resultaterne i planteavlen, maskiner, mandskab, vandingsforhold, osv. Året har været særdeles krævende for rigtig mange - særligt vanding i sommers. Omvendt har fx sygdomsbekæmpelse og høstforholdene været gode.

Kartoffelkuler

Årets meget jordvarme har rykket ved kartoflernes fysiologi og i kombination med det lune efterårsvejr, kan kartoflerne spirer i kulerne. De næste dages lidt koldere vejr skal bruges til at udlufte og nedbringe kuletemperaturen, gerne til 3-4 grader C. Begynd ikke på at sortere kartoflerne på dette tidlige tidspunkt, da dette kan medføre et betydeligt lagertab.

Billede 1 Kartofler, som er spiret. Foto: SAGRO

Prestige FS 370

Fra den 19. december er der forbud mod opbevarings og anvendelse af Prestige FS 370. Sørg for at få indleveret eventuelle rester af Prestige FS 370 dunke til godkendte modtagerstationer.

Jordprøver

Vinterperioden kan også bruges til at få udtaget jordprøver af nye kartoffelarealer. Jordprøverne kan bruges til videre analysering og vurdering af indsatser på kalk, fosfor, kalium, magnesium og kobber. Kartofler er en værdifuld afgrøde, så værdierne af jordbundstallene er afgørende for et godt resultat. Vær opmærksom på at niveauerne af kalium på sandjorden, kan afvige i nedadgående retning frem mod foråret, hvis der falder store mængder nedbør i vinter/forårsperioden.

Markedet

Tekst: Birgitte A. B. Andersen, SAGRO

Priserne rundt i Europa ligger på et stabilt svagt stigende niveau. Et priseksempel fra Tyskland, hvor priserne på spisekartofler ligger godt 150 % over sidste års priser på samme tidspunkt.

Årsagen til de store prisstigninger, ses af nedenstående figurer. Figur 1 viser udbytterne i de 5 største kartoffelproducerende lande i EU28 for de sidste 7 år (fra 2012 til 2018). Det ses, at det for 2018 kun er Frankrig, der udbyttemæssigt er på niveau med 2017. De andre lande samt EU28 ligger samlet lavere.

Figur 1 Kartoffeludbytte i EU 2012-2018, kilde: AMI

Medtages det dyrkede areal i betragtningerne, tegner der sig et billede af 2018, som et år vi hurtigt som muligt skal videre fra. I figur 2 ses det dyrkede areal i Europa fra 2012 til 2018. Når man regner udbytte pr. ha, som gennemsnit i EU28, er udbyttet faldet med næsten 14 % pr. ha fra 2017 til 2018.

Figur 2 Kartoffelareal i EU 2012-2018, kilde: AMI

Regner man på de danske udbytter fra 2017 til 2018, er faldet i udbytte knap kun 7 % pr. ha, som følge af den forholdsvis store vandingskapacitet, der er i Danmark.

I figur 3 ses udbytter og hektarer med kartofler i Danmark fra 2012 til 2018.

Figur 3 Udviklingen i Danmarks kartoffelareal og -produktion i perioden 2012-2018, kilde: AMI

Alt i alt har 2018 budt på et år, hvor vejret har medvirket til gode priser og muligheder for at komme af med kartoflerne - af alle typer. Således betales der ekstra for god kvalitet i spisekartoflerne, hvor det lave tørstofindhold har negativ indvirkning på prisen.

Vær særlig opmærksomme på jeres læggekartofler hen over vinteren, da udmeldingen fra læggekartoffelfirmaerne er, at der ikke er store mængder at købe.

Glædelig jul og godt nytår

Fra Landsdækkende Kartoffelrådgivning vil vi gerne sige tak for den forgangne sæson og ønsker jer og jeres familier en glædelig jul og et godt nytår. Vi er klar med Kartoffelnyt igen i foråret 2019.