KartoffelNyt nr. 6, 2018

Udgivet d. 28-03-2018

Tekst: Annette Dam og Erik Mikkelsen, SLF

Lægning og plantetal

Foråret trækker lidt ud, og der er fortsat meget, der skal gøres inden jorden er varm nok til at lægge kartofler i. Derfor kan det være aktuelt at vurdere totalmængden af egne læggekartofler om det ønskede plantetal skal øges en smule eller om der i det hele taget er nok læggemateriale til rådighed.

Stivelseskartofler: Trækker foråret meget ud kan det være en fordel at lægge stivelseskartoflerne inden at kornet sås. Kartoflerne skal for at give optimalt udbytte, lægges den første dag, hvor jorden kan støve, og hvor der er udsigt til varmere vejr. Det er normalt, når jordtemperaturen er ca. 7 oC, men er den kun 5 oC og temperaturen på vej op, så går det også, hvis ikke det er nysorterede læggekartofler, og de er fri for sygdomme. Som det fremgår af kurven for jordtemperaturen er der ikke udsigt til sådanne forhold de kommende 8-10 dage.

Forsøg i stivelseskartofler lavet i årene 2006-2008 viste, at ved en kort vækstsæson dvs. sen lægning/tidlig optagning bør læggeafstanden være i intervallet 28-33 cm ved en rækkeafstand på 75 cm (40.000-47.000 planter/ha). For tidlige sorter som f.eks Seresta og Oleva bør læggeafstanden ikke overstige 28 cm ved tidlig høst og 33 cm ved sen høst. Det vil sige at tidlige sorter skal lægges med kort afstand og vil man øge læggeafstanden skal dette gøres i storknoldede sorter med lang vækstsæson. Her kan læggeafstanden øges helt op til 38-43 cm (31.000-35.000 planter/ha) uden det går væsentligt ud over udbyttet i langt de fleste tilfælde.

Spisekartofler: At spisekartoflerne først bliver lagt senere sker der ikke så meget ved. De skal nok nå hele vækstsæsonen og mange gange vækststandses alligevel, når kartoflerne har opnået den ønskede størrelse. Her er det vigtigere at jorden bliver godt varm, så kartoflerne kommer hurtigt op og ikke bliver smittet med rodfiltsvamp fra jorden. Ved spisekartofler er det især formålet med salgsvaren, der skal bestemme plantetallet, men også her kan der laves små justeringer, som kan øge udbyttet.

Hygiejne

Skulle der være en enkelt rådden knold i læggekartoflerne, så skal flest muligt af disse pilles fra inden der væltes alt for meget rundt i kartoflerne. Samtidig skal man sørge for at kartoflerne holde helt tørre, da eventuelle sygdomme spredes, når der er fugt tilstede. Dette kan gøres ved at tilsætte almindeligt foderkalk, som vil opsuge den smule fugt der er til stede.

Strategi for lægning og gødskning af stivelseskartofler

Hvilke sorter skal man lægge i hvilke marker - er der nogle små ting, man skal tage hensyn til for at gøre det mest optimalt eller skal man bare starte fra den ene ende af kartoffelhuset og placere kartoflerne på den første og bedste mark? Optimalt kan det nok gøres lidt bedre - hvis det er muligt så vælg efter nedenstående tabel.

Tabel 1: Sorters egenskaber

Det anbefales generelt ikke at tildele hele den planlagte kvælstofmængde ved lægning. Tildel 75-80 % af det forventede behov, vurderet ud fra jordens historik, sædskifte, sort og erfaringer, og ikke mindst i forhold til forventet leveringstidspunkt. Fordelen er mindre risiko for udvaskning og større chance for at ramme det optimale kvælstofniveau. Som en hjælp til at vurdere N-behovet kan der laves plantesaft målinger, hvor N-behovet kan vurderes ud fra det målte nitratindhold i planterne.

Plantesaftmålingerne udføres 3-4 gange i marken i perioden juni-juli, og ud fra tidligere forsøg kan der gives en faglig vurdering af om der er behov for yderligere gødskning. Dette kan især være aktuelt på friske kartoffelarealer, hvor man har et ukendt potentiale.

Delt gødskning giver fordele som

  • Mindre topvækst
  • Bedre knoldsætning
  • Højere stivelses%
  • Bedre N-udnyttelse

Kontakt din planterådgiver, hvis du ønsker at få tilrettet gødningsplanen og udført plantesaftmålinger, så din N-tildeling til stivelseskartoflerne kan optimeres.

Bejdsemidler

Prestige FS 370 må kun anvendes som vådbejdse ved påsprøjtning af læggekartoflerne under lægningen i marken

Bayer har truffet en europæisk beslutning om, at Prestige FS 370 kun må anvendes til svampe- og insektbekæmpelse i kartofler ved bejdsning af læggekartofler i forbindelse med lægning.

Det er således ikke længere muligt at bejdse læggekartofler med Prestige FS 370 ved brug af indendørs bejdseanlæg.

Prestige FS 370 er et flydende bejdsemiddel til kartofler. Det indeholder både svampe- (pencycuron) og insektmiddel (imidacloprid). Pencycuron har kontaktvirkning mod kartoflens rodfiltsvamp. Imidacloprid er et systemisk aktivstof, der virker som kontakt og gift, samt beskytter mod angreb af bladlus og cikader. Prestige FS 370 kan kun anvendes som vådbejdse ved påsprøjtning af læggekartoflerne under lægningen i en dosering på 1 l pr. hektar. For at sikre tilstrækkelig effekt på rodfiltsvamp anbefales det at tilsætte ekstra pencycuron (Monceren 250 FS) til Prestige 370 FS.

Det er fortsat tilladt at anvende andre bejdsemidler som eks. flydende Monceren FS på indendørs anlæg. Det er dog vigtigt, at disse anlæg er egnede til formålet og at der ikke sker en kontaminering af omgivelserne og brugerne af anlæggene.

Rizolex kan anvendes i alle typer af kartofler – der er ikke længere begrænsninger i anbefalet brug, da vurderingsprocessen i EU er afklaret.

Tabel 2: Godkendte bejdsemidler i kartofler, middeldatabasen.dk