Udgivet d. 18-04-2018
Jordtemperaturen er fortsat stigende og med en stadig opadgående kurve omkring de 9-10 °C på de fleste lokaliteter i de kommende dage - hvilket er ideelt for lægning af kartofler. Vejrudsigten lover også fortsat tørt og varmt vejr i den næste periode, så det er med at udnytte de gode betingelser til lægning af kartoflerne. Det er dog forsat vigtig at tage bestik af, om jorden er bekvem og klar til lægning. Især mange af de sildige spisesorter er ofte meget spiretræge, og her er det vigtigt, at jorden er godt varm inden disse lægges.
Figur 1 Jordtemperaturen for lokalitet Billund.
Figur 3 Jordtemperaturen for lokalitet Vojens.
Figur 2 Jordtemperaturen for lokalitet Dronninglund.
Der er stor forskel på, hvor langt man er med lægningen. På de lettere jorde er man mange steder rigtig godt i gang med lægningen, men der er fortsat koldere og lidt tungere jorde, som endnu ikke er farbare og bekvemme nok til lægning. Vi vurderer, at det nok er mellem 5-10 % af kartoflerne, der er lagt, men der vil ske rigtig meget i den kommende uges tid. Ligeledes har det pludselige forår lagt stort pres på gylleudkørsel og udkørsel af frugtvand, hvor det hele næsten skal ske på én gang. Det kan gøre at der opstår lidt flaskehalse visse steder i forhold til lægning.
Almindeligvis anbefaler vi at få lagt opformering først med en rengjort og desinficeret lægger, så man ikke får ”slæbt” eventuelle dårlig sygdomme fra egne læggekartofler over i den nye opformering. Grundet det meget sene forår og den lange frost periode, har man måske ikke fået leveret opformeringen ud før nu eller her i den kommende uges tid. Det vil derfor være nødvendigt at gå i gang med lægning af produktionskartoflerne først. Her må det understreges, at inden man efterfølgende påbegynder lægning af opformeringen, skal læggeren rengøres og desinficeres.
Generelt anbefales det – hvis man har flere partier - at få lagt de sundeste læggekartofler først, og så vente med de kartofler, der er lidt tvivlsomme til sidst.
I forbindelse med lægningen er det værd at gøre sig overvejelser om hvilken strategi, man vil anvende, når der efterfølgende skal bekæmpes ukrudt. Er det udelukkende en kemisk løsning man vil anvende, bør kammen færdighyppes ved lægning, så den kan nå at sætte sig og blive fast, og derved danne det bedste grundlag for en god effekt af jordmidlerne. Der kan dog være undtagelser ved nogle af spisesorterne, hvor det kan være en fordel at lave en mindre kam og så få dem færdighyppet lige inden rækkelukning.
Er det en mekanisk løsning, eller en kombination af kemi og mekanik man vælger, bør kammene ikke være helt færdiggjorte idet der ofte anvendes en løsning, hvor der lægges jord på og rives ned igen afhængig af hvilken type renser man bruger. En mekanisk ukrudtsbekæmpelse kræver, at der er jord at arbejde med, hvor man typisk river ned og bygger op ad igen. Vi vil i næste nummer af KartoffelNyt komme nærmere ind på de forskellige løsninger til ukrudtsbekæmpelse.
Hvis man anvender organisk gødning til kartoflerne, er det vigtigt at man får justeret gødningsplanen i forhold til den analyse, der er taget af det udbragte gødning. Med analysen får man det eksakte indhold af næringsstoffer og kan dermed beregne om der skal reguleres i den totale mængde i forhold til den planlagte. Er der f.eks 2 kg/ton mindre kvælstof i end oprindeligt planlagt, kan det betyde at ved f.eks 30 tons/ha at man vil undergøde med 45 kg N. Dette skal så tilføres på anden vis. Ligeledes er det væsentligt at regulere, hvis kali indholdet er anderledes end det forventede.
I Bekendtgørelsen om forbud mod afbrænding af halm er der visse undtagelser fra forbuddet bl.a. afbrænding af halm, der har brugt til overdækning. Man må derfor gerne afbrænde den gamle halm fra kulerne. Det kan dog anbefales, at give de lokale brandmyndigheder besked om, at man vil afbrænde halmen.