KartoffelNyt nr. 15, SAGRO

Udgivet d. 29-05-2019

Tekst: Mads Bendix, Vestjysk

Aktuelt i marken

Der ses på nuværende tidspunkt generelt god vækst i kartoflerne, og en fornuftig fremspiring på de fleste arealer. Ukrudtstryk samt effekt af de første ukrudtssprøjtninger varierer. I mange marker er det nødvendigt med yderligere opfølgning på ukrudtsbekæmpelsen. Den ideelle løsning til bekæmpelse på nuværende tidspunkt er 15 g/ha Titus + 0,2 l/ha spredeklæbemiddel. Der er dog fortsat stor usikkerhed, mht. hvornår Titus kan fremskaffes.

Når Titus er tilgængeligt er det vigtigt at bruge midlet så effektivt som muligt. Det betyder i praksis, at doseringen tilpasses ukrudtstrykket samt ukrudtsstørrelsen. Bedste effekt opnås ved høj luftfugtighed og lune temperaturer – dvs. 13-23 °C. Størst effekt på græsukrudt opnås, når græsset har 3-5 blade, og ved tokimbladet ukrudt opnås bedst effekt, når der behandles på 1-2 blad stadiet.

Hvis ukrudtsbekæmpelse er nødvendig, inden der kan fremskaffes Titus, kan der udføres en rensning/hypning. I forbindelse med den mekaniske ukrudtsbekæmpelse er det vigtigt med fokus på at behandlingen ikke er så aggressiv, at den påvirker kartoffelplanternes rødder. Hypning/rensning skal derfor ske inden kartoflerne sætter rødderne ud mellem kammene, samtidigt med at kartoflerne er så store, at de ikke tildækkes af jord i væsentlig grad. Stor jordtildækning af kartoflerne kan påvirke udbyttet i negativ retning.

Billede 1 Veludført rensning med dækning af ukrudt på kammens top og side - kun begrænset dækning af kartoflerne (foto: Mads Bendix, Vestjysk).

Mangan til kartofler

Når kartoflerne står i rosetstadiet (10-15 cm) i diameter kan det være fordelagtigt at udbringe mangan. Mangan kan udbringes i forbindelse med en evt. titusbehandling. Brug 1 l/ha.

Symptomer på manganmangel i kartofler kan opleves ved at bladvævet mellem bladnerverne bliver lysegrønne. Symptomerne ses tydeligst på de nyeste blade. Ved kraftig manganmangel ses brune til sorte pletter langs bladnerverne på de yderste blade.

Vanding af kartofler

Selvom der mange steder den seneste tid er kommet mellem 10-15 mm vand, er der stadig nedbørsunderskud i jordprofilen – særligt på sandjorde.

Det skal sammenholdes med, at kartoflerne i år generelt er hurtige til at danne kroge på rodudløberne. Krogdannelse på rødderne, er det, som i sidste ende bliver til kartoffelknolde, er det vigtigt at kartoflerne ikke kommer til at mangle vand i forbindelse med knoldsætning. Der er flere eksempler på, at selv ganske små planter er begyndt at danne knolde.

Vanding kan derfor hurtigt blive aktuelt i kartoffelmarkerne selvom topvæksten endnu ikke er stor. De første vandinger kan med fordel udføres med en lille vandmængde – ca. 15 mm og en lille dyse på vandingsmaskinen. Begge dele er medvirkende til at reducere risikoen for nedvaskning af kammen.

Vær opmærksom på pigæbler

I forbindelse med færden i kartoffelmarkerne, er det vigtigt at holde øje med denne plante. Det er pigæble på kimbladsstadiet. Det er vigtigt at bekæmpe planten. Der findes ikke effektive kemiske løsninger ved en plantestørrelse, som vist på billedet. Hypning/rensning kan give god effekt på fremspirede planter. Bortlugning er er den eneste effektive bekæmpelse af pigæbler i kartofler på senere udviklingstrin.

Billede 2 Pigæble, som de ses i marken på nuværende tidspunkt (foto: Erik Mikkelsen, SLF).

Demonstration

Demonstration af forskellige typer af mekanisk rensning i kartoffelmarker.

Tid: Torsdag den 6. juni kl. 11.00

Sted: Kartoffelforsøgene, Greenvej 34, Arnborg, 7400 Herning

Se mere om arrangementet her.