Udgivet d. 30-01-2019
Som omtalt i sidste nummer af KartoffelNyt, så er det stadigt vigtigt at holde øje med læggekartoflerne. Flere partier er så småt i gang med at spire, selvom kalenderen stadig siger vinter. Læggekartoflerne er et vigtigt udgangspunkt for det kommendes års kartoffelavl. Læggekartoffelkvaliteten – særligt avlernes egen opformering varierer en hel del fra avler til avler. Hvis ens egen opformering er af tvivlsom kvalitet, så er det værd at undersøge muligheden for alternativer i form af indkøbt læggemateriale. Når det så er sagt, så er der generelt stor efterspørgsel efter læggekartofler, så den enkelte avler opfordres til at passe på den opformering, der er avlet på ejendommen.
Fra sæson 2018 har der været krav til antallet af kartoffelfrie år mellem dyrkning af fabrikskartofler. Kravet til antal frie år for dyrkning af fabrikskartofler til fabrikkerne ved KMC er min. to kartoffelfrie år. Kravet til dyrkning til AKV-Langholt er min tre frie år. Kravene er gældende på hele bedriften. Kravet indbefatter også tidligere dyrkning af andre kartoffeltyper som spise- og læggekartofler. I forbindelse med udarbejdelsen af markplanen er det særligt vigtigt at være opmærksom på tidligere opdeling og sammenlægning af marker. Historikken på de enkelte marker kan bl.a. tjekkes gennem Internet MarkKort i forbindelse med indsendelse Fællesskema 2019.