KartoffelNyt nr. 21, 2019

Udgivet d. 26-06-2019

Tekst: John Næsgaard Schmidt, SAGRO

Aktuelt i marken

Skimmel

Der findes nu skimmel i mange marker over hele Danmark. Det er hovedsagelig primærsmitte som findes, og det kommer formentlig fra knolden. Arealer, som er behandlet 3-4 gange er også blevet angrebet. I KartoffelNyt nr. 19 beskrev vi proceduren for, hvad der skal gøres, hvis der findes skimmel. I de kommende dage er der ingen skimmeltryk, se figur 1. Derfor anbefaler vi at køre med halv dosering i de marker, som er fri for skimmel.

Bladplet

Der er ikke fundet bladplet i forsøgene eller ude i praksis. Vi anbefaler at starte op med bladplet behandlingen i uge 27 i de tidligst lagte marker, og hvor der er et anstrengt sædskifte. Samtidig skal man være opmærksom på, at sorter som Sarion og Saturna er mere modtagelig for bladplet end andre sorter. De resterende marker startes op i uge 28. Middelvalg til bladplet behandlingerne er beskrevet i KartoffelNyt nr. 19.

Ved anvendelse af Narita og Revus Top skal man være opmærksom på følgende:

”For at beskytte grundvandet må der højest anvendes de i brugsanvisningens angivne maksimale doseringer pr. vækstår (1. august - 31. juli). Der må endvidere i samme vækstår ikke også anvendes andre produkter, der indeholder epoxiconazol, propiconazol, tebuconazol eller difenoconazol med mindre doseringerne nedsættes tilsvarende. Hvis der anvendes flere produkter med disse stoffer skal doseringerne beregnes forholdsmæssigt ud fra aktivstoffernes respektive maksimale doser i de pågældende afgrøder eller afgrødestadier jf. brugsanvisningerne (SPe1)”

Aktivstoffet i Narita og Revus Top er difenoconazol. Anvendes begge midler må der maksimalt udbringes 300 g difenoconazol pr. ha. pr. sæson.

Eftergødskning kvælstof

Der bliver taget en del bladsaftmålinger i disse dage, niveauet er generelt højt, men kartoflerne er også lidt længere fremme end normalt. Der er også mange steder afsat mange knolde pr. plante. Husk at have følgende punkter i mente ved vurdering om der skal tildeles mere kvælstof:

  • Høsttidspunkt
  • Sort
  • Er der anvendt husdyrgødning/ protamylasse
  • Er det et trængt kartoffelsædskifte

Man kan godt køre ud med den sidste mængde kvælstof nu, men det haster ikke. I sorter som Verdi og Saturna kan man med fordel dele tildelingen i to, for derved at strække vækstsæsonen.

Kontrol/ lugning af egen opformering

Det er nu ved at være tid til at få kontrolleret ens opformeringsarealer for sortben, se figur 2.

Sortben er forholdsvis nem at kende, da stænglerne bliver helt sorte og de lugter fælt. Sortben opdages ofte, fordi de angrebne kartoffeltoppe lider af vandstress og visner tidligt, eller fordi de er mindre end nabo planten

Hele planten med moderknolde og de nye knolde fjernes fra marken, så det ikke spredes til næste års produktionsarealer

Figur 2 Klassisk sortben.

Vanding

Vandingsmaskinerne er ved at komme i gang mange steder og med den vejrudsigt, som der er nu, skal vandingsmaskinerne startes op nu, evt. kun med 15 mm første gang.