KartoffelNyt nr. 24, 2019

Udgivet d. 17-07-2019

Tekst: Kasper Kjær Jensen, SAGRO

Aktuelt i marken

Der findes efterhånden skimmel i langt de fleste marker, mange steder er det dog kun et enkelt blad hist og pist. Med en vejrudsigt som minder om en helgardering med både byger og sol, er det derfor vigtig at holde et vågent øje på vejrudsigten allerede når man nærmer sig dag 5 efter sidste sprøjtning. Hvis vejrudsigten tyder på ustabilt vejr med byger, er det bedre at sprøjte med lidt kortere interval end at risikere at komme ud på 8. – 9. dag efter sidste behandling, da der vil være mange skimmelsporer i luften.

Sprøjteteknik er vigtigt. Vi har set enkelte eksempler på at skimmel har fået fat i hjørner af marker hvor sprøjten ikke kan nå, eller hvor der blot er kørt rundt i en kurve uden at få doseringen skruet tilstrækkelig op i de yderste sektioner af sprøjtebommen. Vi opfordrer derfor til at være ekstra omhyggelig med sprøjteteknikken, særligt hvis man i disse dage har ferieafløsere til at udføre sprøjtningerne.  

Dosis i den kommende periode er ¾- fuld dosis i marker hvor skimmel situationen er under kontrol. Er der skimmel i udbrud er det vigtig at der udføres en effektiv stop-sprøjtning med Ranman Top 0,5l/ha + Proxanil 2l/ha.

Bladplet

Hvis ikke det allerede er sket, skal kartofler på jomfrujorde behandles nu. Vær opmærksom på at jomfrumarker typisk er i vækst længere ud på efteråret, og bladplet behandling derfor skal udføres tilsvarende længere.

Dosering Revus Top 0,6l/ha eller Narita 0,4l/ha + skimmel middel.

Cikader

Det er nu 4 uger siden at vi anbefalede sprøjtning mod cikade nymfer første gang. Som det fremgår af registreringsnettet på nedenstående kort, findes der nu cikadenymfer flere steder i landet, og det er derfor nu der skal sprøjtes mod cikader igen. Der skal anvendes Mospilan 0,25kg/ha

Prioriteringer

Leveringsplaner for stivelseskampagnen er nu klar, det er derfor nu vigtigt at begynde prioriteringen af hvilke marker som skal leveres først. Det er vigtigt at kigge på både, sortens generelle tidlighed, markens aktueller gødningsforsyning, og selvfølgelig markens farbarhed.    

Nedvisning af læggekartofler

Der er generelt god tilvækst i kartoflerne, det er derfor vigtigt at holde et vågent øje med læggekartoflerne. For vejledning i nedvisning se KartoffelNyt nr. 23 

Gozai godkendt til 2 x nedvisning af læggekartofler 

Betingelser

Dispensationen er givet på følgende betingelser:

  • Må kun anvendes til nedvisning af kartofler beregnet til læggekartofler.
  • Dispensation til anvendelse gælder i perioden 12. juli - 8. november 2019. Tilladelse til opbevaring bortfalder 8. november 2019.
  • Må anvendes i en dosering på 0,8 l per ha tidligst fra vækststadie 94. Doseringen må ikke overskrides.
  • Må maksimalt anvendes to gang pr. sæson med minimum 7 dages mellemrum.
  • Der skal anvendes 200-300 l vand pr. ha og tilsættes 1,5 l Renol pr. ha.
  • Må ikke anvendes senere end 14 dage før høst.
  • Må ikke anvendes nærmere end 15 meter fra vandmiljøet (vandløb, søer mv.) for at beskytte organismer, der lever i vand.
  • Må ikke anvendes nærmere end 1 meter fra veje, boliger, institutioner og offentlige arealer for at beskytte beboere og forbipasserende.

Læs mere om Gozai i Middeldatabasen, hvor etikette og sikkerhedsdatablad forefindes.

Anvendelse

Gozai kan anvendes til nedvisning af både stængler og blade og hindrer derved genvækst. Gozai er udviklet og anvendt som et middel primært med effekt overfor stængler. Indledende forsøg i både Danmark og udlandet viser, at Gozai også kan have effekt på blade om end det går langsommere end ved brug af Reglone. Dette søges bekræftet i forsøg i 2019. Forsøg i 2018 viste desuden, at kartofler behandlet rettidigt med Gozai har mindre evne til at give genvækst. Effekten af Gozai ses ikke umiddelbart, men kan normalt iagttages efter nogle dage. Størst nedvisning indtræffer efter 14-21 dage.

For at opnå bedst effekt behandles om formiddagen. Der skal mindst være 4 timer før mørket falder på. Gozai er regnfast efter 2 timer. Der kan blandes med Ranman Top, hvis der samtidig ønskes effekt mod kartoffelskimmel (knoldskimmel). På grund af olietilsætningen kan der ikke blandes med fluazinamprodukter. Ved udsprøjtning vælges dyser, der giver små dråber, så der opnås en god dækning af de grønne plantedele.

Ved brug af forudgående behandling med Reglone eller aftopning er det afgørende at anvendelsen af Gozai er rettet mod de tilbageværende grønne stængler efter at bladene er nedvisnet med diquat eller fjernet ved aftopning. Der er reduceret effekt af Gozai på de stængler, som fremkommer ved genvækst.

Nordisk alkali har lavet en vejledende oversigt til anvendelse af Gozai, som bygger på kartoffelsorternes erfaringsmæssige grokraft. Stivelsessorter og meget grønne kartofler vil oftest kræve størst indsats.

 

Anbefaling ved nedvisning af grøn top

Anbefaling ved aftopning

Arrangementer

Vi glæder os til at se jer til Kartoffeldagen torsdag d. 1. august. Læs mere om Kartoffeldagen her.