KartoffelNyt nr. 25, 2019

Udgivet d. 25-07-2019

Tekst: Anette Møller Sørensen, SAGRO

Skimmelsituationen

Vi er netop kommet ud af en periode med en vejrtype med masser af fugt, som har sat skub i udviklingen af skimmelen og det er efterfølgende også det vi ser resultatet af i markerne i disse dage. Langt de fleste steder er det forsat enkelt blade vi finder, og ikke store områder der visner ned pga. skimmel. Imidlertid er der heldigvis udsigt til stabilt højtryksvejr med tørring i luften og det vil være med til at bremse udviklingen af skimmel, og vi bevæger os således ind i en periode med lavt skimmeltryk som det ses af figuren.

Er der skimmel i udbredt grad i marken kan det anbefales at anvende 2, 0 l/ha Proxanil i denne uges sprøjtning sammen med ¾ - fuld dosis Ranman/Revus. Hvis der ikke er skimmel eller kun få blade kan der tilsættes 0,25 kg/ha Cymbal. Både Cymbal og især Proxanil har en kurativ effekt bagud på evt. smitte der allerede er sket.

Bladplet

Mange steder er det tid at behandle 2. gang mod bladplet. Det anbefales at anvende 0,6 l/ha Revus Top eller tilsætte 0,4 l/ha Narita hvis der køres med Ranman. Det anbefales generelt ikke at anvende Amistar til bekæmpelse af bladplet, idet der er stærkt nedsat effekt af Amistar pga. resistensudvikling.

Cikader

Hvis der ikke allerede er medtaget 0, 25 l/ha Mospilan i skimmelsprøjtningen er det tid for 2. behandling i denne uge. Vi finder enkelte nymfer i registreringsnettet og også rundt i markerne.

Næste års kartoffelmarker

Nu her før høst kan det være et godt tidspunkt at gå de kornmarker igennem, hvor der skal være kartofler til næste år. Vi ser fortsat at rodukrudt, især gråbynker er et stigende problem. Det er langt nemmere at bekæmpe disse i kornet fremfor i kartoflerne. Især ved at sprøjte glyphosat på genvæksten i stubben, hvis det ellers kan indpasses i forhold til efterafgrøder. Alternativt kan være at nedvisne før høst afhængig af hvilken kontrakt man har på kornet.

Nedvisning af læggekartofler – Strategi

Vi omtalte i sidste nummer at Gozai nu er godkendt til nedvisning af lægge kartofler. For at få den optimale effekt og bedste nedvisning af kartoflerne er det vigtigt allerede inden den første nedvisning (med Reglone) foretages, at gøre sig klart om der skal anvendes Gozai som en 3 og evt. 4. behandling. Flere forhold gør sig gældende for om der skal anvendes Gozai og om det skal anvendes 1 eller 2 gange: Sorter som Kuras og Wotan som kan skyde igen efter nedvisning, er kartoflerne tørkestresset, for højt kvælstof niveau, meget grønne kartofler. Her er det vigtigt, at Gozai anvendes 4 -5 dage efter den sidste Reglone sprøjtning, altså inden der er genvækst, for at få den optimale effekt. Man skal ikke vente til der er genvækst, så vil effekten blive for dårlig.

Husk Kartoffeldagen der afholdes d. 1. august kl. 8.30 – 13.30 i forsøgsmarken på Greenvej 34, 7400 Herning