KartoffelNyt nr. 35, 2019

Udgivet d. 06-11-2019

Tekst: Kasper Kjær Jensen, SAGRO

Pas på kartoffelkulerne

Vi ser desværre enkelte kartoffelkuler synke sammen rundt omkring. Det skyldes ofte en kombination af dårligt holdbare kartofler og for dårlig ventilation af kartoffelkulerne.

I skrivende stund har vi forholdsvis mildt vejr for årstiden, men med udsigt til nogle dage med køligere vejr, og til weekenden med helt ned til -5 grader på udsatte steder, er det derfor utrolig vigtigt at holde et skarpt øje på vejrudsigten. Fiberdug kan godt klare et par graders frost i en kort periode, men skal kartoflerne gemmes nogle uger endnu, bør de dækkes med halm og plastik for at undgå frostskader og stivelsestab på grund af underafkøling. 

Det er dog for tidligt at lukke kulerne helt ned for vinteren, og det er derfor meget vigtigt at få åbnet igen, så snart det er muligt, så kartoflerne ikke får det for varmt.

Kartoffelcystenematoder (KCN)

Det er nu ved at være tid til at få udtaget prøver for KCN, hvis man ønsker at tilpasse sit sædskifte eller sortsvalg til den aktuelle situation.

KCN kan være yderst tabsgivende. KCN optræder oftest i kartoffeltættesædskifter, men kan overleve i jorden helt op til 20 år. KCN kan spredes med læggematerialet.  Det er derfor en beskeden investering i din fremtidige kartoffelproduktion, at du som minimum tager KCN prøver forud for dine egne læggekartofler.

De certificerede læggekartofler er testet fri for KCN, og herfra lyder en opfordringen til de autoriserede avlere om at få tilmeldt arealer til kommende sæson, så snart de er på plads, så prøveudtagning kan påbegyndes.

Kontakt din kartoffelrådgiver for at aftale forløbet med udtagning af KCN prøver.

Regler for jordbearbejdning

Generelt er der forbud for jordbearbejdning fra høst forud for etablering af vårsåede afgrøder.

Som hovedregel gælder forbuddet for jordbearbejdning frem til:

  • 1. oktober på lerjord, JB 7-9
  • 1. november på lerjord og humusjord, JB 5-6 og 10-11
  • 1. februar på sandjord, JB 1-4

Dog er der en række undtagelser. Følgende er relevante for kartoffelavlere:

  • Arealer, hvor der har været dyrket kartofler må der jordbearbejdes fra 1. november uanset jordtype
  • Arealer, hvor der til kommende sæson skal dyrkes kartofler af autoriserede læggekartoffelavler og avl af spisekartofler, må der uanset jordtypen, jordbearbejdes fra 1. november (gælder ikke for avl af stivelseskartofler)
  • Arealer, hvor der har været pligtige efterafgrøder, MFO- efterafgrøder, husdyrefterafgrøder eller målrettede efterafgrøder må jordbearbejdes efter d. 20. oktober. For udlæg i majs dog først fra den 1. marts

Bekæmpelse af spildkartofler

Den megen regn i efteråret har gjort at der flere steder står små pletter, hvor kartoflerne kun delvist- eller slet ikke er høstet. Det giver øget risiko for overvintring af spildkartofler. Med udgangspunkt i ovenstående afsnit om jordbearbejdning, er det derfor muligt, og helt lovligt, at harve sine kartoffelarealer som bekæmpelse mod spildkartofler, hvis vi skulle være heldig at få lidt frost. Det anbefales at man starter med en øverlig harvning i ca. 5-10 cm, så man får så mange kartofler som muligt udsat for frosten, og herefter ved gentagende overkørsler sænker harvedybden. Harver man dybt fra starten, er der en risiko for, at man begraver kartoflerne i frostfri dybde.