Udgivet d. 20-11-2019
Selv om vi nu skriver den 20. november, bliver der stadig kørt kartofler op. Situationen er nogenlunde ens over hele landet, fra nord til syd. Jorden er ekstremt våd og tung. Der bliver bøvlet rigtig meget med at få bjerget avlen. Der er blevet kørt meget med 2 traktorer foran både optager og frakørselsvogne. Mange steder er det nu kun maskiner med bælter, som kan hjælpe med at få de sidste kartofler i land. Heldigvis er der også flere og flere avlere, som hver dag kan melde FÆRDIG. Både avlere og fabrikker håber vi kan få den tørvejrsperiode, som er i udsigt.
Der er også positive sider af historien: Generelt har vi undgået store frostskader på kartofler ude i marken. Samtidig går det også generelt godt med at opbevare stivelseskartoflerne i kule, når de kun har været dækket af fiberdug. Endeligt må vi også være glade for at vores melfabrikker kører rigtigt godt og aftager kartoflerne efter planen.
Billede 1 Mange besøgende ved åbent hus i Karup på AKK’s nye fabrik i lørdags.
Danespo har godt gang i opsortering og eksport til Nordafrika og Mellemøsten. Kvaliteten er generelt god i forhold til rodfiltsvamp og skurv. Der findes dog knoldskimmel i enkelte partier - især hvor avlerne ikke har været opmærksom på problemer med skimmel, og derfor har taget kartoflerne op tidligt.
Billede 2 Et skønt syn med en blomstrende læggekartoffelmark, som vi alle ser frem til… (Foto Lars Bødker, Seges).
Kartoffelavlere og rådgivere er godt i gang med planlægning af næste års avl. Kartoffelmelsfabrikkerne tilbyder restproduktet Protamylasse, hvor næringsstofferne i frugtvandet er koncentreret, og kan anvendes som klorfattigt kaliumkilde især til stivelseskartofler. Vi har med årene fået god erfaring med Protamylasse og opfordrer melavlerne til at tage det med i gødningsplanen, de steder, hvor det er muligt. Selve logistikken med transport og udbringning har fungeret meget fornuftigt.
Apropos gødning, så er gødningskampagnen i gang. Her i 4. kvartal vil firmaerne gerne have gang i salget og især i distributionen. Jeg skal ikke kloge i, om det er rigtigt at handle nu eller at vente. Fosforgødning er på verdensmarkedet faldet 30 % i det sidste år. Prisfaldet er dog ikke slået igennem her i Danmark, endnu. Gødningspriserne ligger i et fornuftigt leje. Det er altid klogt at indhente pristilbud fra forskellige leverandører.
KMC har netop lanceret et helt nyt værktøj: Sortsinfo, som findes under avlerinfo. Det er et rigtigt godt redskab til at hjælpe med at skabe overblik over 36 forskellige sorters egenskaber. Ved et klik på sorten kommer først en sortskarakteristik. Det efterfølges af udbytteforsøg og detaljerede dyrkningsegenskaber.
Overordnet er det muligt at prioritere mellem forskellige egenskaber som: tørkefølsomhed, sildighed, lageregnethed, fremspiring, resistens mod nematoder og brok. Her kan vælges sammenligning mellem 5 forskellige sorter.
Sortsinfo kan tilgås både fra pc, tablet og smartphone, så du kan bare gå i gang med det samme! Et super godt værktøj. Brug det, også som inspiration og støtte til dine sortsvalg, når du skal bestille læggekartofler inden længe. Din rådgiver kan give supplerende oplysninger.
EU har som bekendt forbudt brug af Reglone og fra den 4. februar 2020, må du ikke længere opbevare restmængder. Vi står med en meget stor udfordring i kartoffelerhvervet.
I forsøgene har vi haft stor fokus på at afprøve alle mulige (også umulige) alternativer. Både med forskellige mekaniske løsninger, gas og strøm. Der har desværre ikke vist sig at være nogen 100 % gode løsninger, som kan matche vores hidtidige løsninger og behov for nedvisning.
Syngenta har afsluttet arbejdet med risikovurderinger for Reglone, og SEGES, samt Landbrug & Fødevarer har sendt dispensationsansøgning for kartofler til Miljøstyrelsen. Der følger også dispensationsansøgninger for en række andre specialafgrøder, såsom frø, planteskolekulturer og jordbær. Vi er meget spændte på udfaldet af dette.
Mens der kæmpes med at få de sidste stivelseskartofler op, er resten ved at være i hus.
Pakkerierne melder om fornuftige udbytter og pt generel fornuftig kvalitet, hvilket også gør, at priserne forholder sig rolig. Der er et jævnt salg af spisekartofler på det danske marked, og man afventer julen, der giver et højere forbrug af kartofler. Desværre ser trenden fra de senere år, med et lille fald i forbruget af friske kartofler ud til også at være der i år.
Den tidlige skimmel der kom i sommers, satte en lidt for tidlig stopper på væksten af økologiske bagekartofler, så de danske avlere kan ikke følge med efterspørgslen af økologiske bagekartofler. Det betyder, at man er begyndt at importere fra Storbritannien.
Der kæmpes også stadig rundt i Europa med at få de sidste kartofler i hus. Således melder Storbritannien, at de stadig mangler omkring 11 % at blive taget op. Også Holland melder om meget våde optagningsforhold. Men som i Danmark er man også her forskånet for hård frost, så indtil videre håber man at få de fleste af kartoflerne, som stadig sidder i jorden, taget op. Det har indtil nu ikke den store indvirkning på priserne, da der køres på kontraktavl.
De tyske spisekartoffelpriser er stille og roligt på vej op igen. Stadig under de høje priser på samme tid sidste år, men over de foregående års priser.
Ukraine importerer stadig rigtig mange kartofler, hvilket har indvirkning på priserne. Hovedparten af kartoflerne importeres officielt fra Hviderusland, men efter sigende er det blot som mellemled fra Rusland.