KartoffelNyt nr. 37, 2019

Udgivet d. 11-12-2019

Tekst: Adam Zweich Krogh Jensen, SAGRO

Året der gik

De store nedbørsmængder i dette efterår har været med til at optagningen rundt om i landet har trukket ud, og optagningssæsonen 2019 vil blive husket mange år frem. De store nedbørsmængder i efteråret vil sandsynligvis også betyde, at vi kan få det vådeste år der nogensinde er blevet målt. Jf. tabellen er der indtil videre for året 2019 faldet 862 millimeter nedbør fordelt på landsplan, så der er omkring 40 millimeter op til rekorden. Selve efteråret har dog været det vådeste siden 1874.


De senere år har budt på flere ekstreme vejrfænomener, og dette skal med i overvejelserne, når denne og tidligere sæsoners indsats i planteavlen skal evalueres her over vinteren. Denne vækstsæson har presset mange på sprøjtekapaciteten, mens vi i 2018 så en presset kapacitet på vandingsanlæggene. Dette har vist, at mandskabet og kapaciteten hen over sæsonen bør have en stor betydning for den strategi, som den enkelte avler har.

Grundlæggende har udbytterne været fine på trods af de udfordringer, vi har haft med bekymringer omkring sidste års læggekartofler, udsættelsen af Titus, det høje sygdomstryk fra bla. skimmel og bladplet – samt omkostningstunge optagningsforhold. Så et stort cadeau til avlerne.

Sortsvalget

Vækstsæsonen for 2019 betyder at der er stor fokus på tidlige sorter som Avenue, Kardal, Oleva, Seresta og Kuba. Det drejer sig om at lave en strategi, så man bestemmer sig for fordelingen af tidlige og sildige sorter - f.eks. kan valget falde på at have 20, 40 eller 60 procent af arealet med tidligere sorter, som leveres løbende, og større eller mindre andel af sildige sorter. Derudover er det vigtigt at indtænke brok-, skimmel- og nematoderesistens ind i sortsvalget.

Sortsvalget på de enkelte ejendomme er meget individuelt, så fokus bør være om sorten matcher de enkelte arealer, tænk på markens styrker og svagheder i våde som tørre år – sortinfo fra KMC er et super sammenligningsværktøj for de enkelte sorter.

De bestillinger, som bliver lagt ind hos KMC nu her, vil være de kartofler, som skal lægges i 2022 – dvs. kartoffelmarken 2022 vil være den samme kartoffelmark som i 2019, hvis der køres to kartoffelfrie år i sædskiftet – så hav dette med i tankerne på de arealer, som har været ufremkommelige dette efterår.

Kort om planteværn – få ryddet op

Rigsrevisionen er kommet med en rapport om Miljøstyrelsens (MST) håndtering af dispensationer til landbruget – det er ikke rosende ord, som MST har fået med på vejen. Grunden til denne revision er en løftet pegefinger fra EU pga. de mange dispensationer, som vi har i Danmark i forhold til øvrige lande i unionen. Dispensationerne på enkelte midler har vi, fordi vi ikke har lige så bred en vifte af godkendte planteværnsmidler, som nogle af de øvrige lande i unionen.  Vi har i kartoffelbranchen været vant til at få en dispensation på bla. Titus. Derfor er det vigtigt, at vi som erhverv overholder de retningslinjer, som er meldt ud med regler som f.eks. bortskaffelsesdato på midlerne..

Der er til kommende vækstsæson mange planteværnsmidler som ryger ud, så kemirummet SKAL tjekkes efter, så midler, som udløber eller har fået en anden registrering, SKAL være bortskaffet.

Herunder en liste med planteværn som SKAL være bortskaffet/bortskaffes


En stor del af de overtrædelser, som findes ved kontrol, skyldes at et middel er blevet omregistreret, og det samme aktivstof sælges i en dunk eller sæk med et andet registreringsnummer – f.eks. er Shirlan kommet på forbudslisten, men har fået en ny registrering og hedder nu Shirlan Ultra.

Kontrollér derfor dit kemirum og få tilbageværende midler slået op på middeldatabasen eller brug appen KemiTjek til at kontrollere, om midlet er lovligt – kontakt din planterådgiver, hvis du vil have en hjælpende hånd eller er i tvivl.

Husk desuden at få lavet en ajourføring af sprøjtejournalen, så den er opdateret.

 

Glædelig jul og godt nytår

Vi i DLBR Kartofler vil gerne sige tak for den denne sæson og ønsker jer og jeres familier en glædelig jul og et rigtig godt nytår. KartoffelNyt kommer tilbage i det nye år, og første udgave bringes i uge 2.