KartoffelNyt nr. 11

Udgivet d. 03-06-2024

Af: Anette Møller Sørensen

Aktuelt fra marken

Den forgange uge har bragt tiltrængt nedbør i varierende mængder, og vandingsmaskinerne er sat på pause for nuværende. Kartoflerne sprinter afsted ovenpå varmen og nu vand. Det generelle indtryk er, at kartoflerne spirer overordentligt godt frem og undgår de fleste ”børnesygdomme” som rodfiltsvamp og fritlevende nematoder, netop som følge af den hurtige fremspiring.

Der er på nuværende tidspunkt fundet skimmel i plastdækkede kartofler – hvilket ikke er usædvanligt; men at det har spredt sig til én omliggende mark (tidlige spisekartofler), plejer ikke at være tilfældet så tidligt på sæsonen. Desuden tyder meldinger fra læggekartoffelfirmaerne på, at der er mere knoldskimmel til stede end vanligt, hvilket øger risikoen for primærangreb. Ydermere har omslaget til vådt og ustadigt vejr i den forgangne uge øget risikoen for jordsmitte (oosporer der ligger i jorden og som via blade, der rører jorden, kan give anledning til angreb). Det er dog vigtigt at understrege, at der ikke er fundet hverken primærangreb eller angreb fra oosporer og dermed heller ikke spredning af skimmel til alm. produktionskartofler.

Lægningen har i år foregået over en ekstrem lang periode, og det betyder derfor, at der bliver en differentieret igangsættelse af skimmelbehandlingen grundet kartoflernes meget varierende størrelse.

Vi opfordrer derfor til besindighed og kun starte skimmelsprøjtning op på kartofler, som er fremspiret før 1. maj og formodes at være tæt på rækkelukning i denne uge. Det drejer sig om relativ få marker, der er så langt fremme. Anbefaling: 0,45 l/ha Revus + 0,4 l/ha Shirlan

 

Figurerne for udvalgte stationer viser, at der har et højt skimmeltryk i den forgangne uge, men med omslag til mere køligt og blæsende vejr, er risikoen aftagende i de næste dage.

Vi vil gerne opfordre til at holde øje med skimmelangreb og kontakt os gerne, hvis du har mistanke om skimmelangreb.

Skimmelstrategi 2024

Skimmelstrategien for 2024 er præget af meget få tilbageværende svampemidler til forebyggelse af kartoffelskimmel, resistens overfor Revus og en stigende risiko for resistens overfor både Shirlan/Banjo/Zignal og Zorvec Enicade. Det kan stadig lade sig gøre at holde skimmelen væk, men det kræver, at alle overholder nogle fælles principper, som er nævnt nedenfor. Vi vil gerne fremhæve punkt nr. 5: Zorvec skal anvendes før der kommer skimmel i marken.


10 principper for bekæmpelse

  1. Undgå affaldsdynger og spildkartofler i markerne.
  2. Anvend altid mindst to virkemekanismer i hver behandling.
  3. To behandlinger efter hinanden bør indeholde tre aktivstoffer
  4. Brug en kombination af svampemidler og sortsresistens.
  5. Brug Zorvec Enicade første gang efter rækkelukning, men før der kommer skimmel i marken.
  6. Brug altid fuld dosering af Shirlan/Banjo/Zignal.
  7. Brug kun reduceret dosering af Sporax/Raport i lavrisikoperioder.
  8. Brug Skimmelstyring til valg af cymoxanil som blandingspartner i lavrisikoperioder og propamocarb i højrisikoperioder.
  9. Forlænget interval ved infektionstryk = 0, klar til behandling indenfor 1-2 dage
  10. Hold et sædskifte på mindst fire år – når vi kigger fremad.

 

Nedenstående tabeller viser henholdsvis en strategi, som er lavet til stivelseskartofler og en strategi for spisekatofler, som har en kortere vækstsæson. Begge tager udgangspunkt i de ovennævnte principper, og som tilpasses alt afhængig af vejr og dermed smittetryk:

 

 

Zorvec

Er det nyeste og stærkeste middel til bekæmpelse af kartoffelskimmel og det fundament skimmelstrategien er bygget op omkring. Imidlertid, er der i lande omkring Danmark allerede fundet tilfælde af resistens mod Zorvec. Derfor er anbefalingen omkring, hvordan  Zorvec anvendes ændret til, at der skal lægges en sprøjtning ind mellem de to Zorvec sprøjtninger, så den gode langtidseffekt af midlet fortsat udnyttes. Det er vigtigt, at Zorvec har en stærk blandingspartner med;  Sporax/Raport ligesom det er særdeles vigtigt, at Zorvec IKKE anvendes på etableret skimmelangreb, men bruges forud. Dette for at minimere risikoen for resistens.

Shirlan/Banjo/Zignal

Er fortsat det produkt, som skal bruges til flest sprøjtninger, da der i nyere tid ikke er fundet resistens mod det i Danmark; men for at passe så godt på midlet som muligt er det vigtigt, at det ikke står alene, men blandes med et af de andre aktivstoffer. Desuden skal det anvendes i fuld dosering.

Revus

Efter at der i 2022 blev fundet den resistente EU 43 skimmelrace i 64 % af de undersøgte isolater, observeredes et fald til 20% i de undersøgte isolater i 2023. Det tages som udtryk for, at den anvendte strategi 2023 faktisk er lykkedes, og det betyder, at der er tiltro til, at Revus fortsat kan være en del af strategien for 2024. Ydermere har undersøgelser vist, at netop den Revus-resistente race ikke er så god til at overleve som knoldskimmel. Igen er det vigtigt, at Revus bruges i blanding med andre aktive stoffer.

Cymbal/Option

Nok det svageste produkt af skimmelmidler der er til rådighed. Skimmelforsøg i 2023 viste, at Cymbal/Option  i blanding med Shirlan eller Revus ikke klarede sig ret godt. Da der er begrænsede  valgmuligheder for at skifte mellem midler, er det dog nødvendigt at bruge midlet som blandingspartner og ideelt set kun i perioder, hvor der er lavt smittetryk. Desuden anvendes midlet som blandingspartner, når der ikke længere kan anvendes Sporax/Raport ( propamocarb).

Sporax/Raport

Propamocarb er til sæson 2024 godkendt som et enkelt aktivstof, hvor det tidligere blev brugt som en del af færdigformuleringen i Proxanil. I forsøgene 2023 har Sporax/Raport vist sig at være en særdeles stærk blandingspartner, og vil i skimmelstrategien blive anvendt med 1,0 l/ha (ved lavt infektionstryk) og op til 1,4 l/ha (fuld dosering ved højt skimmeltryk). Propamocarb  bør ikke bruges efter juni måned i spisekartofler eller efter midten af august i stivelseskartofler af hensyn til risiko for rester i knoldene. 

Proxanil

Det fremgår ikke af tabellerne med strategierne, at Proxanil i år er en del af løsningen; men der vil formentlig stå en del på lager rundt omkring og det kan sagtens indtænkes i planen. Proxanil (333,5 g/l) har et lavere indhold af propamocarb end i Sporax/Raport (605 g/l). I højrisikoperioder anbefales det derfor at anvende 2,2 l/ha Proxanil, som svarer ca. til en fuld dosering af Sporax/Raport, når Proxanil også indeholder cymoxanil (Cymbal/Option)

 

Cikader og tæger

Der er livlig aktivitet af cikaderne i kartoffelmarkerne allerede nu som følge af det varme vejr. Det vurderes dog, at indflyvningen endnu ikke er toppet og bekæmpelse bør derfor afvente.

Tægerne er også i aktivitet og der ses begyndende sugeskader. Det kan derfor i de kartofler, der er længst fremme være aktuelt at give en randbehandling med 0,3 kg/ha Lamdex.

 

Vanding

Enkelte steder har vandingen været startet op i kartoflerne, og det er vigtigt nu at have styr på vandingsregnskabet, da ustadigt bygevejr ofte kan give anledning til usikkerhed omkring mængden der falder. De tidligst lagte kartofler er begyndt på krogdannelse, og er dermed stærkt på vej i knoldsætningen, hvor det er meget vigtigt at kartoflerne ikke mangler vand. Der er nedbøren kommet på det helt rigtige tidspunkt, og det er en helt anden situation end sidste år, hvor tørvejret netop omkring knolddannelsen gav anledning til færre knolde.