Udgivet d. 17-06-2024
Den seneste uge med lave temperaturer og ustadigt vejr har sænket farten i kartoffelmarkerne, og væksten har ikke være så eksplosiv som tidligere. Vi ser mange uens fremspirede marker, hvor de sidst lagte kartofler, herunder mange overskårne, først nu bryder rigtig frem. Derfor er der også meget stor spredning på, hvor i dyrkningspraksis man som landmand opererer, og det er vigtigt at holde tungen lige i munden, så både afslutning af ukrudtsbekæmpelse og opstart af skimmelsprøjtninger når i mål for samtlige marker. Vi ser mange angreb af rodfiltssvamp, særligt i de kartofler som er fremspiret i den varmeste periode.
Efter en periode med lavt infektionstryk grundet de lave temperaturer, ser vi nu ind i en periode, hvor temperaturen igen stiger. Dermed stiger risikoen for skimmelspredning også.
Figur 1 & 2 Infektionstryk i hhv. Dronninglund og Herning.
Det meget varme vejr i maj, kombineret med en løbende nedbør har skabt risiko for en tidlig overskridelse af negativprognosen og dermed jordsmitte. Vi må forvente, at en del af den skimmel vi ser nu, er et direkte resultat af primærsmitte fra smittede læggekartofler, men også sekundær smitte fra disse planter, særligt dem som er lagt meget tidligt.
Figur 3 Oversigtskort over skimmelfund.
Der er gjort flere fund af skimmel i denne sæson. Fundene fordeler sig over hele landet og er gjort i flere forskellige sorter og typer af kartofler.
Det er vigtigt at komme ud nu og få dækket alle kartofler af mod skimmel på alle marker, hvor kartoflerne enten har eller er tæt på at lukke rækkerne. Disse kartofler vil være tæt på stadie 59, altså med blomsterknopper. Vi anbefaler, at man i disse kartofler behandler med:
0,15L Zorvec + 1,4L Sporax
På kartofler, som ikke har nået dette vækststadie, anbefaler vi sprøjtning med:
0,4L Shirlan + 0,45L Revus
Der er for 2024 desværre ikke tilknyttet registreringsnet for hele Danmark. I Nordjylland er der imidlertid opsat limplader på 9 lokationer for at følge indflyvningen. Der er allerede ved 1. registrering d. 27/28. maj, se figur 1. Typisk er resten af landet enten på linje med eller lidt foran de nordjyske registreringer.
Figur 4 Oversigtskort over 1. registrering af cikader.
Det er velkendt og veldokumenteret, at den første behandling med mospilan bør ligge ca. 3 uger efter indflyvning for at opnå bedst mulig bekæmpelse. Det passer derfor med, at vi skal bekæmpe cikader i denne uge med:
0,15L Mospilan pr. ha.
I den kommende periode vil det være fornuftigt at tage mangansulfat med i skimmelsprøjtninger. Kartoflerne er i god vækst, og det er netop i denne periode med kraftig vækst og mange nye blade, at der er et stort behov for mangan.
I forhold til mikronæringstoffer er der i tidligere år lavet mange forsøg med forskellige produkter og med undtagelse af ét forsøg i Arnborg i 2022, er det begrænset, hvor mange af dem, der har givet statistisk sikre merudbytter. Vi anbefaler derfor, at man anvender mangan rent og ikke fortyndet med andre spændende komponenter.
Der er stor interesse for både horibamålinger og bladanalyser. Vi har gode data og sikre referencekurver til beslutningsstøtte, når der anvendes horibamålinger. Modsat horibamålingerne har det ikke været muligt for os at sikre stabile referencekurver ved anvendelse af bladanalyser. Nyere undersøgelse udarbejdet i 2023 ved Københavns universitet indikerer, at remobiliseringen af nærringsstoffer i kartoffelplanten gør det svært at konkludere noget på baggrund af bladanalysen i forhold til P og K, da analysen kun kan give et øjebliksbillede. Det kan således være svært at konkludere en egentlig mangel i planten på denne baggrund.
Figur 5 Resultater fra landsforsøgene med div. mikronæringsstoffer.
Miljøstyrelsen har, på baggrund af opdaterede beregninger, fundet en uacceptabel risiko for personer, som kommer i kontakt med behandlede planter. Afslaget efterlader kartoffelerhvervet i en uløst situation, som kan få store økonomiske konsekvenser. Der er fortsat et stort fokus på at finde alternative løsninger til kemisk vækststandsning, som kan sikre en dansk produktion af certificerede læggekartofler og dermed en produktion af brugskartofler af høj kvalitet i ind- og udland.