KartoffelNyt nr. 2

Udgivet d. 29-01-2024

Tekst: Birgitte A. B. Andersen, SAGRO

Aktuelt fra marken

Frosten har for denne omgang sluppet sit tag i Danmark, og er i stedet afløst af blæst og regn. Har man kuler liggende med lægge-, spise-, eller proceskartofler er det vigtigt at få kigget til dem og åbnet op, hvis temperaturen stiger eller de er begyndt at røre på sig.

Virus i basisavlen 2023

Resultaterne for viruskontrollen i basisavlen af knoldprøver er kommet. Den viser en stigning i antal prøver med virus set i forhold til gennemsnittet over de seneste 5 år. Gennemsnittet af prøver fri for virus fra 2018 til 2022 er på 75,6 %.

Resultatet af prøverne for 2023 ligger på 66,1 %.

Klik her for at se alle resultaterne.

Stigningen i virusangreb, skyldes den høje og tidlige indflyvning med lus vi havde i forsommeren 2023, hvor der selv i små planter visuelt kunne ses virus Y. Det er ferskenbladlus, der overfører smitten fra kartoffelplante til kartoffelplante. Det kan være svært i marken af skelne de enkelte lusearter fra hinanden, men finder man lus, vil en vis procentdel af disse være ferskenbladlus.

Billede 1 Virus i kartoffelplante. Foto: Birgitte A. B. Andersen, SAGRO.

Billede 2 Meget kraftigt virusangreb i kartoffelknold.

Virus i kartofler er både problematisk i forhold til kvaliteten af kartoflerne samt det nedsætter udbyttet.  Vi anbefaler derfor, set i lyset af den store stigning i antal prøver med virus, at gå jeres marker med opformering igennem, for at luge evt. virusplanter bort. Især i spise- og chipskartofler er dette vigtigt, da det kan have store økonomiske konsekvenser pga. højere frasortering som følge af virusangrebne planter.

Som tommelfingerregel kan brugen af 1 % virus i udgangsmaterialet give 10 % virus året efter.

Syn af bejdseudstyr

Inden foråret er over os og arbejdet i marken har højeste prioritet, er det vigtigt at få gået maskinerne igennem og gjort klar til en ny sæson.

Kravene til syn af bejdseudstyr er følgende:

  • 1.2024 var der frist for første syn af indendørs/stationært bejdseudstyr, samt første syn af alt bejdseudstyr med roterende forstøvere (på lægger eller sorterbord).
  • Fristen for anden bejdseudstyr m. alm. dyser på kartoffellægger var tilbage i 2019.

Dvs., at al bejdseudstyr har haft frist for første syn, herefter skal de synes hvert 3. år. Dog skal nyt bejdseudstyr først synes 5 år efter anskaffelsesdatoen.

Vi har fra miljøstyrelsen fået en opgørelse over gennemførte syn, der viser antal gennemførte syn siden 2019. Opgørelsen kan ses i nedenstående tabel 1.

Vi anbefaler, at I få synet de anlæg, der mangler syn, inden forår.

Tabel 1 Gennemførte syn. Kilde: Miljøstyrelsen

Den gældende vejledning om syn af sprøjter kan du finde ved at trykke her.

Frister for syn af forskelligt udstyr, samt anden information, fremgår af Miljø Styrelsens hjemmeside, som kan ses ved at trykke her.

Indkøbsliste kemi til skimmelbekæmpelse 2024

Vi arbejder intenst med at få sammensat den mest optimale sprøjteplan mod skimmel i 2024, med de midler vi har til rådighed, de resultater vi har fra forsøgene og viden fra praksis. Vi er desværre ikke helt i mål endnu, men for at I kan begynde at tage tilbud hjem, er der nedenfor listet op med ca. mængder af de midler, som vi kommer til at anbefale i 2024, fordelt på lægge, spise og stivelseskartofler. Desuden er angivet antal sprøjtninger mængden svarer til med fuld dosis. Dette giver ved nogle midler ikke et helt tal, da vi forventer at kunne reducere i mængden i forhold til fuld dosis i visse perioder af skimmelsæsonen. Som i 2023 bliver det en strategi, hvor vi altid anbefaler en blanding af midler, for at undgå resistens og opnå bredest mulig forebyggelse af kartoffelskimmeldækning:

Tabel 2 Læggekartofler

Tabel 3 Spisekartofler

Tabel 4 Stivelseskartofler

For sorter med skimmelresistens, som Twinner, Twister, Levante, Ardeche, Fyone og Nofy, vil det være muligt at reducere i ovenstående mængde. Dette vil typisk være som følge af senere opstart med skimmelsprøjtningerne, samt mindre mængder af de ”stærke” skimmelmidler. Tag kontakt til din rådgiver for nærmere mængder, specielt hvis du har større areal med disse sorter.

Sporax

Sporax er et nyt skimmelmiddel, som er godkendt til sæsonen 2024. Aktivstoffet i Sporax er propamocarb, som er samme aktivstof som i Proxanil, indholdet i Sporax er blot højere end i Proxanil. Således svarer 1 L Sporax til 1,8 L Proxanil. Så har du Proxanil stående i kemirummet, kan den sagtens erstatte Sporax i ovenstående planer, blot man husker at omregne i forhold til mængde aktivstof.

Rettelse til KartoffelNyt nr. 1

Under punktet Økonomi i kartoffelavlen, skal det præciseres, at betingelserne til varieret planteproduktion i 2024 er følgende:

Kartofler (eller anden specialafgrøde) skal udgøre mindst 5%, den største afgrøde maksimalt 70% og de to største afgrøder maksimalt udgør 90% af omdriftsarealet. Derudover skal der være 2-4 afgrødekategorier i markplanen, afhængigt af hvor stort et omdriftsareal der dyrkes. Mindst 2 afgrødekategorier under 20 ha, mindst 3 afgrødekategorier mellem 20 og 60 ha og mindst 4 afgrødekategorier over 60 ha.