KartoffelNyt nr. 24

Udgivet d. 03-09-2024

Tekst: Mads Bendix, Vestjysk

Aktuelt fra marken

Den sidste uges stabile vejr giver er tiltrængt pusterum fra sommerens regnvejrsperioder. Det hjælper også så småt på farbarheden i markerne nu, hvor optagesæsonen for alvor nærmer sig.

Kartofler der skal gro mere end to til tre uger endnu, bør forsat behandles forebyggende mod kartoffelskimmel.

Når det tages i betragtning, at skimmelsæsonen nærmer sig sin afslutning og, at der generelt er en oplevelse af, at ”der er styr på” eventuelle skimmelangreb i markerne, reduceres dosis af blandingspartneren til Shirlan Ultra/Banjo til 75 % normaldosering.

Skimmelanbefaling:

0,4 l/ha Shirlan Ultra/Banjo/Zignal + 0,45 l/ha Revus

Der behandles ikke mod kartoffelbladplet i denne uge, hvis der blev behandlet i sidste uge. Kun i marker som skal gro mere end ca. tre uger endnu, kan senere behandling være aktuel. Blev der ikke behandlet mod bladplet i sidste uge, så tilsættes der enten 0,45 l/ha Propulse eller 0,40 l/ha Narita.

Den sidste uges tid med tørvejr og sol betyder også, at det er vigtigt at holde øje med fugtigheden i marker, hvor der endnu er vækstpotentiale. Når planten er i vækst, er der fortsat fordampning. Det betyder, at kartofler på høj sandjord og i god vækst kan nærme sig et vandingsbehov.

Billede 1 Kartoffelmark i vækst, hvor der kan være et vandingsbehov på nuværende tidspunkt.

Optagning af læggekartofler – hold øje med at kartoflerne er skindfaste

De første kartofler er efterhånden klar til optagning. Inden optagning tjekkes skindfastheden på knoldene. Hvis de ikke er skindfaste, vil de flosse under optagning, hvilket, sammen med andre småskader der kan ske under optagningen, vil være med til at øge risikoen for infektioner med sortben, phoma, fusarium, skimmel mm. Det er derfor af største vigtighed for kvaliteten at afvente optagning indtil kartoflerne er HELT skindfaste – i særdeleshed hvis kartoflerne skal opbevares i kule, hvor det er sværere at kontrollere temperatur og ventilation sammenlignet med kasselager. Er kartoflerne endnu ikke skindfaste bør optagning afvente.

Billede 2 Læggekartofler klar til optagning. Foto: Mads Bendix, Vestjysk

Fusarium

Fusarium er en fællesbetegnelse for flere arter af Fusarium, der forårsager udvikling af tørråd i kartoffelknolde. Ofte ses symptomer allerede få uger efter høst med fin hvid belægning på knoldenes overflade. Fusariumsvampene kan overleve i jorden i flere år, efter at der har været dyrket kartofler, men anvendelse af inficerede læggekartofler kan også have betydning. Fusarium inficerer via sår og beskadigelser på knoldene i forbindelse med optagning, håndtering, sortering og afspiring.

Billede 3 Kartoffelknold angrebet af fusarium.

Phoma

Phoma ses på knoldene som indsunkne tommelfingeraftryk-lignende rådpletter, der til at begynde med er næsten cirkelrunde. Typisk sker infektion med Phoma om efteråret i forbindelse med optagning, mens symptomerne først udvikler sig sidst i oplagringsperioden i forbindelse med sortering.

Billede 4 Kartoffelknolde angrebet af phoma.

Phoma overføres med læggekartofler og kun i mindre grad via jordsmitte. Ligesom med Fusarium inficerer Phoma-sporene knoldene via sår og rifter på knoldenes overflade i forbindelse med høst, indlagring og sortering.

Praktiske råd til forebyggelse af Phoma og Fusarium

  • Hurtig og effektiv nedvisning sikre at kartoflerne hurtigt bliver skindfaste.
  • Kartoflerne bør tages op, så snart de er skindfaste.
  • Skånsom optagning og håndtering af læggekartoflerne er afgørende for at svampe- og bakteriesporer ikke inficerer knoldene. Ved lave temperaturer under 8-10 °C stiger kartoflernes modtagelighed overfor beskadigelser, og holdbarheden er stærkt reduceret.æ
  • Kun tage lagerkartofler op når jordtemperaturen er over 8-10 °C.
  • Kontroller at optageren står korrekt ved løbende at kontrollere kartoflerne for stødmærker og såringer. Den elektroniske kartoffel kan være en hjælp til at identificere problemerne.
  • Undgå faldhøjder over 30 cm ved læsning i tørrevogn og mellem vogn og kasser.
  • Håndter kartoflerne så få gange som muligt. Phoma og Fusarium inficerer primært via sår og stød og i lavere grad gennem sår fremkaldt ved snit. Angreb af fusarium øges med 50 procent hver gang knoldene sorteres.
  • Det er sværere at sårhele mekaniske beskadigelser i form af stødmærker (dyb såring) sammenlignet med snit og overfladisk flossede kartofler.
  • Kartofler fra lavninger, vandings- og sprøjtespor høstes og lagres separat eller køres til fabrik.
  • Høst altid egen opformering af læggekartofler før brugsmarken. Alternativt rengøres optageren igen, inden der høstes læggekartofler for at undgå smittespredning til næste års avl.
  • Kartoffelknoldene bør altid sårhele efter høst, indlagring og sortering med god udluftning og ved passende temperatur.
  • Rengøring og desinficering af inventar kan være med til at begrænse smitterisikoen.

Vækststandsning lagerkartofler

Kartofler der skal lagres, f.eks. spisekartofler, pulverkartofler eller stivelseskartofler til sen levering, kan vækststandses med op til 2 x 2 l/ha Mizuki. Når der er tale om ”svage” sorter som Saturna eller Verdi, som nærmer sig afgroning, vil 2 l/ha Mizuki ofte være tilstrækkeligt.

For en mere detaljeret gennemgang af mulighederne for vækststandsning se KartoffelNyt nr. 15.

For at opnå optimal effekt af Mizuki, er det vigtigt, at der sprøjtes på tørre blade og med udsigt til solrigt vejr. Derfor skal der behandles med Mizuki om formiddagen på dage med fuld sol.

Desuden bør vandmængden være minimum 300 L/ha, samtidigt med at der bruges sprøjteteknik der sikrer at midlet kommer ind på stænglen (vinklede dyser).

Opsummering fra Kartoffeldag i Arnborg 27. august

Den 27. august afholdtes kartoffeldag i Arnborg. På dagen hørtes om blandt andet om kartoffelskimmel, gødskning af kartofler, spotsprøjtning og ukrudtsbekæmpelse. Herudover var der den vanlige sortsgennemgang hvor firmaerne fik mulighed for at præsentere deres sorter og fortælle om sorternes egenskaber. Ydermere blev der fremvist en demo, som havde til formål at vise, hvor stor betydning læggekartoffelkvalitet har for udbyttepotentialet i en kartoffelmark. Efter frokost var der gennemgang af årets nedvisningsforsøg.

Billede 5 Gennemgang af kartoffelsorter til Kartoffeldag i Arnborg. Mads Bendix, Vestjysk