KartoffelNyt nr. 8

Udgivet d. 29-04-2024

Af Ib Clemmensen, Vestjysk

Aktuelt fra marken

Efterhånden lidt trivielt at høre om vejret – det er ”spændende” at være landmand – og ikke mindst kartoffelavler.

NU ser det dog ud til at der skal komme en uge med opholdsvejr – så der kan komme både korn og kartofler i jorden. Det er ikke til at tro det – men vejrudsigten har næsten ingen vand på den næste uge.

Pas på med lægning i meget våd jord – selvom jordtemperaturen er stigende – så kan meget våd jord være koldere – og pas på læggedybden, læg helst ikke mere end 6-8 cm jord over knoldene – vi skal gerne have en hurtig fremspiring. Nogle sorter, især spisekartofler kræver dog dybere lægning for at undgå grønne kartofler senere.

Figur 1 Viser udviklingen i jordtemperaturen ved Brande. 

Ukrudtsbekæmpelse i kartoflerne

Da kartoflerne bliver lagt over en meget lang periode – så bliver ukrudtsbekæmpelsen også strakt ud – og det er vigtigt at holde øje med de først lagte kartofler, selvom der stadig er travlt med lægningen.

De tidligst lagte kartofler kan fremspire indenfor de næste 8-14 dage, så hold øje med dem.

Færdighypning eller ej?

I kartoffelmarker hvor der udelukkende forventes at blive anvendt kemisk ukrudtsbekæmpelse, vil det være en fordel at kammene færdighyppes med det samme. Færdighyppes kammene i forbindelse med lægning eller straks derefter, medvirker det til, at kammene sætter sig. Derved opnås en fast/stabil jordoverflade, der er fordelagtig, når der anvendes jordmidler.

Indtil nu har det ikke været et problem at få fugt nok til at danne en fast kam.

Vigtigt – altid ved ukrudtssprøjtning i kartofler – ”VINDSTILLE” - vi ser alt for ofte kammene rene på den en side – men med ukrudt på ”læsiden”.

Uanset om man vil bruge kemi eller mekanik til ukrudtsbekæmpelse – så gælder det om at komme tidligt ud på nyfremspiret ukrudt efter kartoflernes fremspiring. Regn med at ukrudt som er mere end 7 dage ”gammel” er betydeligt sværere at bekæmpe – både med f.eks Fenix og med mekanik

Vær opmærksom på, at der maksimalt må bruges 2,5 l/ha Fenix i alt og maksimalt to sprøjtninger med Fenix efter fremspiring.

Strategi for ukrudtsbekæmpelse i læggekartofler

Til læggekartofler anbefales ikke brug af glyphosat-holdige midler.

Tabel 1 Strategi for ukrudstbekæmpelse i læggekartofler.

Der kan med forsigtighed anvendes maksimalt 2 x 0,25 l/ha Fenix med en uges mellemrum på nyfremspiret ukrudt – særligt melder. Ved behandlingen kan der opstå misfarvninger på bladene, som kan give udfordringer i forbindelse med marksyn af certificerede læggekartofler, med risiko for at afgrøden ikke kan godkendes.

Strategi for ukrudtsbekæmpelse i stivelses-, pulver- og spisekartofler

I andre typer kartofler end læggekartofler udgør glyphosat en vigtig brik i den kemiske ukrudtsbekæmpelse. I tabellen herunder fremgår en række strategier der dækker de mest gængse ukrudtsproblematikker. Vær opmærksom på at dosis af glyphosat er angivet som gram aktivstof/ha.

Tabel 2 Strategi for ukrudtsbekæmpelse i stivelses-, pulver- og spisekartofler

*Husk tilsætning af 2 l/ha ammoniumsulfat og 0,2 l/ha spredeklæbemiddel ved brug af glyphosat. Ammoniumsulfat skal ALTID i sprøjten FØR glyphosat. Ved sprøjtning med Glyphosat bør vandmængden være lav – 110-150 l/ha.

** Ved brug af Proman og Novitron som jordmiddel – gerne mindst 250 liter vand pr ha.

Hvis der er problemer med store snerle- eller vejpileurt kan dosis af glyphosat i ovennævnte strategier øges til ca. 1000 g/ha glyphosat. I sådanne situationer er det ligeledes vigtigt at sørge for optimale forhold i forbindelse med sprøjtningen.

Mizuki

Mizuki er godkendt til ukrudtsbekæmpelse og nedvisning i kartofler, hvor den maksimale mængde anvendt både til nedvisning og ukrudtsbekæmpelse pr. sæson er 4 l/ha. Vi har altså fået en mulighed for at bruge Mizuki til ukrudtsbekæmpelse – men anvendelsen vil nok mest blive som ”stopklods/nødløsning” hvor vi er kommet bagefter. Kan anvendes mod lidt for stort ukrudt efter kartoflernes fremspiring, især i læggekartofler, hvor vi ikke vil bruge Gluphosat. Husk dog at ved at bruge f.eks 1,5-2 l/ha til – så er der mindre til nedvisning.

Læs grundigt på dunken – der er en del begrænsninger i forhold til afstand til §3, vandmiljø og boliger/off. veje m.m.

Ukrudtsløsninger ved særlige ukrudtsarter efter fremspiring

Tabel 3 Ukrudtsløsninger ved særlige ukrudtsarter efter fremspiring.

Mekanisk ukrudtsbekæmpelse i kartofler

Mekanisk ukrudtsbekæmpelse i kartofler har i forsøg og praksis vist sig som en effektiv metode, men med en kapacitet som ikke helt er på højde med kemisk bekæmpelse. Fordelen ved mekanisk bekæmpelse er at:

  • man kan køre hele dagen, også i blæsevejr,
  • mekanisk bekæmpelse har en bred virkning over for de fleste ukrudtsarter
  • metoden er mindre følsom over for ukrudtets vækststadie og artssammensætning end kemisk ukrudtsbekæmpelse

Brugen af mekanisk rensning kræver løbende indstilling af renser/hypper så den mekaniske behandling hverken bliver for blid eller for aggressiv. På den måde undgås rodskade på kartoflernes rodudløbere med knoldanlæg (stolonerne) med udbyttetab til følge.

Kemisk og mekanisk

Kemisk og mekanisk ukrudtsbekæmpelse kan med fordel også kombineres, så der f.eks. sprøjtes glyphosat før fremspiring efterfulgt af mekanisk ukrudtsbekæmpelse.

Hvis man vælger mekanisk bekæmpelse – så husk at jordmidler typisk vil være spildte. Brug ikke 760 kr på Proman – og efterfølg med radrenseren – det er ren spild.

Gradvis hypning af kammen

Ved lægning formes kun en lille kam. Herefter hyppes kammen op af 2-3 gange, hvor der gradvis lægges mere og mere jord på kammene. Det er vigtigt at hypningerne udføres mens ukrudtet er meget småt, hvor ukrudt er mest følsom for tildækning. Kartoflerne tåler fint denne behandling – også efter fremspiring, når bare de nyfremspirede kartofler ikke tildækkes. Metoden kan med lidt held også praktiseres med en kamformer. Her er det er en fordel, at jorden er lidt fugtig, når der hyppes op, så jorden bliver hængende på kammen.

Billede 1 Fremspiret ukrudt som let kan dækkes ved mekanisk ukrudtsbekæmpelse.

Nedstrigling og hypning

Ved lægning etableres kammene i fuld højde. Så snart ukrudt spirer frem strigles kammene ned og hyppes op igen. Metoden gentages hver gang nyt ukrudt spirer frem. Metoden kan gennemføres ved først at strigle ned og lade ukrudtet tørre og efter nogle timer hyppe op igen. Det kan være en fordel hvis ukrudtet er blevet lidt til den store side. Ulempen er at kammene tørrer ud, så det kan være svært at få fugt i kammene igen. Metoden kan også gennemføres i én arbejdsgang, hvor strigle og hypper kører lige efter hinanden. Metoden er specielt effektiv, når ukrudt er tæt på fremspiring og står med ”hvide tråde” i jordoverfladen. Kartoflerne tåler fint denne behandling indtil fremspring.

I landsforsøg samt forsøg ved Flakkebjerg og Jyndevad på lerjord og sandjord har mekanisk ukrudtsbekæmpelse vist god effekt mod ukrudt med kun to overkørsler i godt vejr. Effekten har i forsøgene været på højde med kemisk ukrudtsbekæmpelse og ukrudtets størrelse har haft mindre betydning.

Tilskud til miljøteknologi

Der er hvert år mulighed for at søge ”tilskud til miljøteknologi” - tænk allerede nu på om det kunne være en idé at købe en ny radrenser med 40% tilskud. Ansøgningsrunden kommer sandsynligvis til december. Planteavlskonsulenten ved hvordan du får søgt tilskud.