KartoffelNyt nr. 14, 2017

Udgivet d. 24-05-2017

Tekst: Mads Bendix, SAGRO

I marken nu

Det lune vejr har for alvor sat gang i udviklingen af kartoflerne. Hvis kartoflerne endnu ikke er fremspiret, så er det vigtigt at følge udviklingen med ganske få dages mellemrum for at opnå optimal timing af ukrudtsbekæmpelsen før fremspring. Dette gælder også i de senest lagte kartofler, da udviklingen også her går meget stærkt, både hvad angår kartofler og ukrudt.

 

Billedet viser kartofler, som endnu ikke er fremspiret, men hvor fremspiring vil ske i løbet af de kommende dage.

Kartoflerne er fremspiret inden den planlagte ukrudtssprøjtning – hvad gør jeg?

I mange marker er muligheden for ukrudtsbekæmpelse før fremspiring allerede forpasset. Hvis under 10 % af kartoflerne er fremspiret, kan Reglone anvendes som svidningsmiddel for at få ryddet op i så meget ukrudt som muligt. Fenix er kun godkendt til anvendelse indtil fremspiring. Glyphosat er ikke en mulighed efter fremspiring. Som beskrevet i sidste uges KartoffelNyt, anvendes 30 g/ha Titus WSB efter fremspring ofte i en splitdosering på 2 x 15 g/ha Titus WSB.

Ellers kontakt din rådgiver for at få drøftet evt. mulige løsninger.

Billedet viser en mark, hvor kartoflerne er fremspiret inden der er foretaget ukrudtsbekæmpelse.

Bekæmpelse af rodukrudt i sædskiftet forud for kartofler

Det er billigere og bedre at bekæmpe rodukrudt forud for kartofler end at gøre i det i kartoffelafgrøden. Rodukrudt i kartofler er svært at bekæmpe ordentligt, det koster udbytte, og det kan genere i forbindelse med optagning.

Rodukrudt som gråbynke, agertidsler og svinemælk m.v. kan bekæmpes rimeligt effektivt i kornafgrøder. Der kan bruges 1 l/ha Metaxon indtil kornets stadie 39, dvs. når fanebladet er fuld udviklet. Hvis der er store problemer med rodkrudt, kan stubben nedvisnes med glyphosat efter høst, når lovgivningen tillader det.

Mustang Forte kan anvendes i forbindelse med den almindelige forårsbekæmpelse af tokimbladet ukrudt i vårbyg, havre, vårhvede, rug, triticale, vinterbyg samt vinterhvede. Midlet må i korn ikke anvendes senere end vækststadium 32, og hvis behandlingen ikke allerede er udført, så vil det derfor ikke være relevant for vintersæd i år. Mustang Forte har god effekt på rodukrudt og spildkartofler, når der anvendes en dosering på 0,75 l/ha.

Det er meget vigtigt at planlægge brugen af Mustang Forte i forbindelse med sædskiftet. Da Mustang Forte indeholder aminopyralid, skal der gå min 14 måneder mellem Mustang Forte behandlingen og etablering af kartofler. Ligeledes gælder en række restriktioner for halmen, når der er anvendt Mustang Forte. Se etiketten for det fulde overblik.

Specielt i forbindelse med forpagtning af nyt jord er det relevant at få klarhed over, om der er anvendt Mustang Forte i sidste sæson på arealer, der påtænkes dyrket med kartofler.

 

Vanding af kartofler

Selvom mange kartofler først lige er ved at komme op, så varer det ikke længe inden, at de tidligst lagte kartofler for alvor begynder at have et vandforbrug, og med den nuværende vejrudsigt kan vanding snart blive nødvendigt.

 


Der er ikke udsigt til meget vand i Midt- og Vestjylland den kommende uge.

 

Vandingen af tidligere spisekartofler blev flere steder allerede påbegyndt i sidste uge. Den seneste tids nedbør er faldet meget lokalt, og derfor er der meget store lokale forskelle. Vanding af kartofler skal altid prioriteres højt, fordi der er rigtig god økonomi i optimal vanding af kartofler. En anden årsag til, at det er vigtigt at få startet vanding i kartofler i ordentlig tid, skyldes, at en kartoffelkam, der er gennemtør, stort set er umuligt at få vandet op.

Et godt redskab til styring af vandingen er Vandregnskab Online. Programmet tager udgangspunkt i kartoflens fremspiringsdato, den aktuelle fordampning, nedbør samt registreringer af udførte vandinger på markniveau. Ud fra oplysningerne beregner Vandregnskab Online udviklingen i den enkelte marks indhold af plantetilgængeligt vand samtidigt med, at mængden af plantetilgængeligt vand sammenholdes med afgrødens tørkefølsomhed på det givne udviklingstrin. Vandregnskab kan fås ved at kontakte kundecenter@seges, tlf. 7015 5015 eller din lokale konsulent, som også kan være behjælpelig med opsætning og få systemet til at køre.

 

 

Tekst: Birgitte A. B. Andersen, SAGRO

Markedet

Salget af nye danske kartofler har været koncentreret til vejsalg. I sidste uge, kom de også rundt i butikkerne.

Pakkerierne melder om, at de nye kartofler kommer samtidig med, at kartoflerne fra sidste år af god kvalitet er ved at slippe op. Et år, hvor udbud og efterspørgsel har passet fornuftigt sammen.

Rundt i Europa er der ligeledes gang i salget af nye kartofler. Samtidig med at lagerkartoflerne stadig holder en for årstiden fornuftig pris.