KartoffelNyt nr. 15, 2017

Udgivet d. 01-06-2017

Tekst: Jakob Ulstrup, LMO

Vandingsbehov i mange marker

De seneste 2 uger har ikke budt på megen nedbør, så mange marker har vandingsbehov.

 


Fotos: Jesper Kjelde, SAGRO

Tidlige marker vil lukke rækkerne indenfor fjorten dage, og her anbefales på grovsandet jord en snarlig vanding med 15 mm, så udtørring af kammene undgås. Evt. udtørring er særdeles problematisk, da kammene er praktisk talt umulige at vande op igen.

Modelberegninger (Vandregnskab Online) viser, at der i kartofler på JB1-jord fremspiret 15. maj vil være vandingsbehov i midten af næste uge.

Alt tyder altså på, at der snart skal vandes på fuld kraft alle kartoffelmarker.

Aktuelt om skimmel

Sidst i dette nummer omtales Skimmelstyring og hvordan det anvendes. Det fremgår således, at vi nu inde i den anden risikoperiode med høje risikotal, specielt i Nord- og Vestjylland, hvor tallene er over 40. Dog viser prognosen, at risikoen hurtigt vil falde i de nærmest kommende dage. Vi er lige nu altså – så at sige – på ”bagkant” af årets anden risikoperiode.

Selvom Skimmelstyring generelt viser høj risiko for kartoffelskimmel, er der ikke anledning til at starte op med skimmelsprøjtninger endnu. Der er endnu ikke rapporteret om skimmelfund i Danmark, så den indeværende risikoperiode bør ikke give anledning til panik.

De høje risikotal vil kunne give anledning til at evt. jordsmitte, som har inficeret enkeltplanter fremspiret omkring midten af maj, kan spredes til naboplanterne.

Derfor opfordres der til, at holde et vågent øje med jordsmitte, når der udføres ukrudtssprøjtninger i markerne. Risikoen for jordsmitte er størst i trængte sædskifter og i fugtige områder af marken. Og selvfølgelig, hvor figur 1 viser høje risikotal.

Erfaringsmæssigt kan jordsmitten bringes til kontrol. Findes der skimmel, bør man kontakte sin konsulent.

Eneste undtagelse, hvor man bør overveje skimmelsprøjtning nu, er i tidlige, plastdækkede kartofler. Her kan der evt. køres med 0,6 l/ha Revus.

 

Bekæmpelse af sort natskygge med Boxer

Hvor der er udbredte problemer med sort natskygge kan der medbringes Boxer.

Der kan medtages 1 l/ha sammen med 15 g/ha Titus (første eller anden Titus-sprøjtning).

Grundet natskyggens lange fremspiringsperioden kan Boxer som en særskilt, opfølgende behandling være løsningen. I så fald køres med 2-3 l/ha, men først når planterne har en højde på ca. 15 cm. Udskydelsen af behandlingstidspunktet ved den høje dosering skyldes, at kartoflerne først der er robuste nok til at klare behandlingen uden skadevirkning.

 

MCPA imod melder

Problemer med hvidmelet gåsefod (melder) kan afhjælpes med en lav dosis MCPA-middel.

Visse MCPA-holdige midler er godkendt under såkaldt ”mindre anvendelse” (anvendelse, som ligger udenfor midlets regelrette godkendelse). Midlerne må anvendes i en dosis på mellem 0,03 - 0,1 l/ha.

MCPA skal bruges med varsomhed, da det kan resultere i mere eller mindre alvorlige hormonskader. Kartoflerne vil specielt udvise symptomer, hvis der sprøjtes under varme og fugtige forhold og der er store forskelle på sorternes følsomhed. Derfor bør doseringen tilpasses sorten, kartoflernes samt ukrudtets udviklingstrin samt vejrforholdene.

Typisk vil 0,02-0,03 l/ha sammen med Titus være tilstrækkeligt for tilfredsstillende bekæmpelse af små melder.

Sprøjtning af kartofler med MCPA-holdige midler til den mindre anvendelse sker på brugers eget ansvar for så vidt angår effekt og fytotoksicitet. Behandlingsfristen er tre måneder.

MCPA-midler bør ikke anvendes til kartofler under avlskontrol, da evt. hormonskader kan vanskeliggøre marksyn.

I forbindelse med brugen skal godkendelsen til den mindre anvendelse forefindes i, eller ved, kemikalierummet:

Godkendelse til mindre anvendelse af MCPA-holdige midler i kartofler

Følgende midler er godkendt til mindre anvendelse:
Metaxon, M-750, NF-M 750, LFS MCPA, SweDane MCPA 750

 

Mangan med i anden Titus-sprøjtning

For at sikre manganforsyningen allerede fra de tidlige vækststadier anbefales det, at medtage et manganprodukt svarende til 600-700 g ren mangan per hektar allerede i den anden behandling med Titus. Mangan er ikke mobilt i planten, så tilstrækkelig forsyning med næringsstoffet sikres kun, ved gentagne behandlinger, f.eks. 2 -3 gange med to ugers intervaller. Dét sikrer nok mangan til nytilvæksten, hvorimod øget dosering ikke vil virke.

 

Skimmelstyring til stivelseskartofler

Skimmelstyring er et beslutningsstøttesystem til behovsbestemt forebyggelse af kartoffelskimmel i stivelseskartofler, hvor der anvendes variable doseringer i ugeinterval. Skimmelstyring er ikke en beslutningsmodel, som angiver et eksakt tidspunkt, middel og dosering, men et system, som angiver en kalkuleret vejrbetinget risiko for kartoffelskimmel og et forslag til middel og dosering. Skimmelstyring er kun udviklet til brug i stivelseskartofler.
Se Skimmelstyring på Landbrugsinfo.

Registreringsnettet
Se registreringsnettet for skimmel i Danmark og Norden

Registreringsnettet viser fund af kartoffelskimmel i Danmark. Disse fund indberettes af en skare af rådgivere, som færdes jævnligt i kartoffelmarker. Nye fund indrapporteres til SEGES og gøres synlige på registreringsnettet indenfor 1-2 dage. De røde og blå prikker angiver fund, som er henholdsvis mindre og mere end 10 dage gamle. En grøn prik viser, at der er set efter skimmel, men ingenting fundet. Indtil nu, er der ikke meldt om fund af skimmel i brugsmarker, hverken Danmark eller vore nabolande Sverige og Norge.

Infektionstryk af kartoffelskimmel
Se infektionstryk, daglige risikotal og primære meteorologiske

Den gule graf og de blå søjler angiver henholdsvis infektionstrykket for kartoffelskimmel og den daglige nedbør. Infektionstrykket (gule graf) angives på en skala fra 0 til 100 og de blå søjler angiver nedbøren på en skala fra 0 til 50. Infektionstrykket er en løbende sum af risikotimer for fem dage (to dage tilbage, dags dato, to dage frem), og som er et udtryk for risikoen for sporedannelse, spredning og infektion af kartoffelskimmel. Prognosen for infektionstryk rækker fem dage frem inkl. dags dato. Infektionstrykket kan være målt som et gennemsnit af flere klimastationer.

 


Ved et infektionstryk under 20 er der lav risiko for skimmel, mellem 20 og 40 er der middelrisiko og ved et infektionstryk over 40 er der høj risiko. Vælg postnummer, dato interval, årstal og dosismodel A og B under figuren. Dosismodel A er den mere sikre model, som anvender den højeste dosering. Dosismodel B anvender en generel lavere dosering og bør kun anvendes af de avlere, som har erfaring med Skimmelstyring model A og risikoen ved brug af reducerede doseringer. De vejledende doseringer i de to kolonner anvendes ved fund af kartoffelskimmel i Danmark og indenfor regionen (25-50 km), hvor marken findes.

I de to kolonner angives de vejledende doseringer angivet i procent af normaldosering (50, 75 og 100 procent), men kun ved brug af enten Revus eller Ranman Top og under forudsætning af, at man har overholdt et 7 - dages sprøjteinterval. Vælg den procent dosering, som er udtryk for det højeste infektionstryk i prognosen. Hvis infektionstrykket i prognosen på et tidspunkt fx ligger mellem 60 og 80 vil den anbefalede dosering være henholdsvis 50 procent og 100 procent af normaldoseringen, hvis der er skimmel i Danmark og/eller i regionen.

Infektionstryk på smartphone Det er muligt at indlægge en genvej eller bogmærke på sin smartphone, så man kan se infektionstrykket. Indtast: agro.au.dk/m/skimstyr.

Infektionstryk på udvalgte stationer
Se infektionstryk på udvalgte stationer

Infektionstrykket på udvalgte stationer vises for dags dato samt i fire dages prognose. På kortet kan man ofte se, at risikoværdierne er de samme i forskellige bælter hen over landet.

 


Daglige risikotal
Se infektionstryk på udvalgte stationer

De daglige risikoværdier udtrykker antallet af timer pr. dag, hvor temperaturen er >10 °C og luftfugtigheden er >88 procent. Der skal som tommelfingerregel mindst to dage med høje daglige risikoværdier >10 til at give skimmelvejr. De daglige risikoværdier kan være med til at vise om størrelsen af infektionstrykket skyldes flere dage med middelrisiko eller få dage med eventuel højrisiko. De røde søjler angiver den daglige risikoværdi og de orange søjler den daglige risikoværdi korrigeret for UV-stråling som dræber skimmelsporerne og kan derfor være lavere end de røde søjler. De korrigerede røde søjler vises kun i prognosen for to dage, hvorimod de ikke-korrigerede vises for fem dage.

Primære meteorologiske data
Se infektionstryk på udvalgte stationer

De primære meteorologiske data viser de historiske værdier samt en prognose for temperatur, relativ fugtighed og nedbør syv dage frem. Disse primære data indgår i udregningen af daglige risikoværdier og infektionstryk.

Nedbørskort
Se kort over nedbør

På nedbørskortet er det muligt at se nedbøren på én dag eller i en selvvalgt periode. Dette kan bruges dels til vanding men også i vurderingen i risikoen for angreb af jordbåren smitte (oospore) omkring fremspiring.


Fungicidtabel
Oversigt over effekten af svampemidler over for skimmel og bladplet i kartofler vurderet i en europæisk arbejdsgruppe Euroblight Workshop 2015.