KartoffelNyt nr. 17, 2017

Udgivet d. 14-06-2017

Tekst: Anette Møller Sørensen, SAGRO

Skimmel

Som nævnt i sidste nr. af kartoffelNyt har vi været i gennem indtil flere perioder med moderart infektionstryk, så med den seneste uges nedbør kunne man forvente at finde skimmel flere steder i landet. Det er i midlertidigt ikke tilfældet.

 


Indtil nu (14.06) er der kun registeret ét tilfælde af skimmel. Fundet er gjort i tidlige kartofler på Samsø. Da den danske sommer igen har vist sig fra sin mere velkendte og kølige side, byder den nærmeste periode derfor på lave infektionstryk. For de udvalgte lokaliteter se fig. 2

Vores anbefaling er derfor stadig, at man holder de tidligst lagte kartofler, dvs. tæt på rækkelugning, dækket af forebyggende med halv dosis skimmel middel f.eks. 0,3 l/ha Revus eller 0,25 l/ha Ranman Top. Som nævnt i sidste nr. er det stadig vigtigt at skimmelfund i brugsmarker indberettes til rådgiveren.      

 

Gødskning

En del avlere, især på jorder med risiko for udvaskning, benytter sig af en delt gødskningsstrategi. Strategien afhænger af gødningstyper, sorter og kartoflernes anvendelse. Anvender man pelleteret gødning i en strategi, hvor man gødsker to gange efter lægning, bør 1. tildeling komme ca. 25 dage efter fremspiring. 2. tildeling bør ske ca. 14-16 dage herefter.

Anvender man en strategi, hvor der gødskes én gang efter lægning, bør denne tildeling ske ca. 40-42 dage efter fremspirring.

Anvender man bladgødskning, anbefales det at kvælstofmængden ikke overstiger 10 kg N pr. tildeling af hensyn til risikoen for svidning.

Generelt bør eftergødskning, både pelleteret og flydende gødning, foregå på tørre planter og gerne i køligt vejr for at undgå svidningsskader på kartoflerne.

Delt gødskning af kartofler på baggrund af bladsaft målinger

At optimere kvælstoftildelingen til kartofler på baggrund bladsaftmålinger, er noget man kender fra udlandet, hvor man flere steder, især i USA, oplever stor nytte af disse målinger. Dette kan dog ikke direkte kopiers til danske forhold, hvilket primært skyldes det danske klima, som til tider er meget afvekslende. Der er dog efterhånden samlet en del data og erfaringer i Danmark, som vi begynder at kunne drage nytte af. Selve målingen er meget simpel at udføre, derimod er udtagelse af prøvemateriale et helt kapitel for sig.

Ønsker du at prøve kræfter med kvælstofoptimering via bladsaftmålinger, anbefaler vi, at du snarest tager kontakt til din kartoffel rådgiver, for at høre om vilkår og krav for at opnå det bedste resultat.