KartoffelNyt nr. 5, 2017

Udgivet d. 09-03-2017

Markedet

Tekst: Birgitte A. B. Andersen, SAGRO

Priserne på kartofler til pakkerierne ligger stabilt i Danmark omkring 135,- til 160,- kr. alt efter kvalitet og central. Der eksporteres stadig kartofler til Norge og Sverige, men ikke de mængder, vi tidligere har set.

Der har været meget stille på hjemmemarkedet med hensyn til de frie mængder indtil nu i 2017. De priser vi hører, ligner meget priserne fra pakkerierne. Der er en vis fustration at spore blandt avlerne på den usikkerhed, der er i forhold til afsætning, priser og kvalitetskrav.

Avleravisen ”Pluggen” angiver endda, at der eksporteres kartofler til Danmark fra Sverige til en avlerpris på 120,- kr. afhentet på gården. Der angives dog såvel i Sverige som i det øvrige Europa, at gode kartofler med fin skinfinish er ved at være en mangelvare. Det anes også i Danmark, selvom det endnu ikke kan ses på priserne. Avlere med kartofler med fin skinfinish bliver tilbudt priser omkring kr. 160,- kr. og aftagerne forsøger at langtidssikre sig. Der burde således være gode muligheder for, at de sidste kartofler af god kvalitet kan få den prisstigning, som lagringen koster. Avlen blev fint brugt i 2015/16 og da både areal og udbytter er lavere i 2016/17, burde det ikke blive et problem at få avlen omsat.

Det har i Sydeuropa været en streng vinter, hvilket har haft stor indflydelse på grøntsagsproduktionen. Supermarkederne har allerede meldt ud, at mængden og kvaliteten af grøntsager fra Sydeuropa vil være faldende i år, og kan give tomme hylder. Dette har også betydning for de tidlige kartofler, som ikke forventes så tidligt i år fra disse egne. Så de danske kartofler skal dermed slå til længere.

 

Europa

Rundt i Europa, er det en meget stille start på året de første 2 måneder. Der ses stabile til svagt stigende priser på råvarer både ved pakkerierne og ved procesindustrien, det skal dog med, at den omsætning, der er, hovedsagelig er kontraktavl. Avlerne holder igen på de fri mængder, dels for at sikre sig at have nok, og dels i håb om bedre priser. Priserne i Tyskland er stabile omkring 24-25 €.

Brasilien har indført en antidumping told på frosne produkter fra Tyskland, Belgien, Holland og Frankrig. Hvad den får af, og om den får nogen, betydning for avlen af proceskartoflerne bliver spændende at følge. 

 

Læggekartoflerne

Danespo melder om fornuftige priser og fornuftig afsætning, både på den oversøiske afsætning, der er ved at være afsluttet for denne sæson og for den afsætning, der nu er i gang til resten af Europa. Det kan nævnes, at en sort som Spunta trods svag start blev udsolgt.

På hjemmemarkedet er afsætningen så småt i gang med forventning om pæn afsætning, og endnu ingen meldinger om udsolgte sorter.
Næste år NEPG (Potato weekly).

Gode priser på proceskartofler kunne give frygt for et stigende areal i 2017.  

Men pas på. Udbytterne har været ekstremt lave i de store lande, Holland og Belgien har haft hhv. 12,8 % og 13,7 % lavere arealudbytter end sidste år, og de laveste udbytter i 10 år.  Der bliver derfor helt solgt ud i Vesteuropa, men stiger både arealer og udbytter i 2017, risikerer man, at det bliver hverdag igen.

Sammenholdt med futures for proceskartofler april 2017, så har kurven i 2017 været status quo til lidt faldende, så der er ingen sikre indikationer for store prisstigninger.

  

Desinfektion efter opsortering af læggekartofler

Tekst: Mads Bendix, SAGRO

Et højt niveau af hygiejne i forbindelse med håndtering af læggekartofler mindsker risikoen for spredning af bakterier, vira og svampesporer. Ved håndtering af læggemateriale af forskellig kvalitet, både i forbindelse med sortering og ved lægning, skal det sundeste læggemateriale altid håndteres først for at reducere spredning af uønskede sygdomme.

Har det været nødvendigt at håndtere et parti læggekartofler af dårlig kvalitet, inden man går videre til øvrige partier, bør man vaske og desinficere det grej, der har været i kontakt med kartoflerne. Rengøringen har til formål at reducere spredning af bakterier, vira og svampe. Hvis ikke grejet rengøres og desinficeres, vil sygdomme kunne spredes fra dårligere partier til andre partier, der sorteres efterfølgende. 

Desinfektionen skal ske med et middel, som har dokumenteret effekt overfor plantepatogene mikroorganismer. Der er flere midler på markedet.

En oversigt kan ses her

 

Afspiring af læggekartofler– en nødbremse

Hvis man som avler oplever kartofler, der har for store spirer, og hvis der er risiko for, at kartoflerne gror sammen under opbevaring, kan det være nødvendigt med afspiring. Afspiringen bør som hovedregel ikke ske senere end 14 dage før lægning. Ved at lade kartoflerne hvile i ca. 14 dage inden lægning, kan læggekartoflen begynde at sætte nye spirer. Derved kan den stadigt komme hurtigt fra start i marken. Selv om kartoflerne er afspirede, vil de stadig være langt fremme i deres udvikling og have en høj fysiologisk alder.

Efter afspiring er det vigtigt at sikre sig, at kartoflerne tørres og får tid til at sårhele.    

 

Læggekartofler – fysiologisk alder

Når der tales om læggekartofler, dækker begrebet fysiologisk alder over læggekartoflens fysiologiske udviklingsstadie.

Den optimale fysiologiske alder af læggekartofler er forskellig alt efter, hvilken produktionsgren læggekartoflerne skal anvendes til. Ved dyrkning af tidlige spisekartofler skal der tilstræbes læggekartofler med relativ høj fysiologisk alder, hvilket generelt giver tidligere fremspring. Ved dyrkning af fabrikskartofler ønskes læggekartofler med ung fysiologisk alder, hvilket generelt giver lidt senere fremspiring, men også flere knolde pr. stængel end ved brug af fysiologisk ældre læggekartofler. Herunder ses oversigt over de største forskelle mellem fysiologisk gamle og fysiologiske unge kartofler.