KartoffelNyt nr. 21, 2017

Udgivet d. 12-07-2017

Skimmelsituationen

Tekst: Mads Bendix, SAGRO

Der findes i øjeblikket lidt skimmel i flere marker. Mange af fundene er begrænset til enkelte blade på markniveau, og det er kun i få marker, der findes udbredt skimmel. Generelt vurderes det, at skimmelangrebene er under kontrol.

Prognosen for infektionstrykket i den kommende periode viser stor variation afhængigt af lokalitet (se nedenstående fig.).  Således forventes der mere skimmelfavorabelt vejr i Sønderjylland end længere nordpå. Desuden oplever vi også, at vejret kan skifte fra lummervarmt til køligt i løbet af en dag, og det kan derfor være vanskeligt at give en generel anbefaling mht. dosering for den kommende tid.


Afhængig af lokalitet vil anbefalingen mht. skimmelsprøjtningen for den kommende periode variere mellem 50-100 % dosis; dvs. 0,25 – 0,5 l/ha Ranman Top eller 0,3 – 0,6 l/ha Revus. Der bør anvendes fuld dosering 0,5 l/ha Ranman Top eller 0,6 l/ha Revus, hvis der er konstateret enkelte blade med skimmel i marken. I disse situationer kan der med fordel medtages 0,25 kg/ha Cymbal 45.

Er der konstateret udbredt skimmel i marken, anbefales det at behandle med 2 l/ha Proxanil + 0,6 l/ha Revus eller 0,5 l/ha Ranman Top efterfulgt af 0,25 kg/ha Cymbal + 0,6 l/ha Revus eller 0,5 l/ha Ranman Top få dage efter Proxanil-behandlingen. Herefter følges strategien med en ugentlig behandling mod skimmel.

Vær opmærksom på begrænsninger i forbindelse med middelvalg f.eks. maksimal antal behandlinger og antal gange i træk med de enkelte midler.


Billede 1
Angreb af kartoffelskimmel (Foto: Mads Bendix, SAGRO)

Bladplet

Der er nu fundet enkelte angreb af bladplet i tidligt lagte marker særligt i tidlige stivelsessorter. Det betyder, at hvis der ikke allerede er behandlet mod bladplet i sidste uge, så bør behandlingen begyndes i forbindelse med førstkommende skimmelsprøjtning. Det anbefales at behandle mod bladplet ca. hver 14. dag. Første sprøjtning mod bladplet anbefales det enten minimum 0,45 l/ha Revus Top eller at der tilsættes 0,4 l/ha Narita til øvrige skimmelmidler.  For at mindske risikoen for resistensudvikling bør der veksles mellem Revus Top/Narita, Amistar, Signum WG eller Vendetta. Amistar/Vendetta har ud over effekten på bladplet også god effekt på skimmel, men da der er begyndende resistens af Amistar overfor bladplet bør disse midler kun anvendes én gang i sæsonen.

 

Nedvisning af læggekartofler

Kartoflerne gror stærkt for tiden, og det er vigtigt at tjekke størrelsen på kartofler beregnet til læggekartofler.

Ved avl af læggekartofler vil den optimale størrelse af kartoflerne som regel ligge i intervallet mellem 35-55mm, hvorfor hovedparten af den enkelte plantes knolde bør være i dette interval. Hvis man som avler kan håndtere store kartofler i læggeren kan den gennemsnitlige knoldstørrelse af læggekartoflerne øges en smule.

 

For at afgøre om kartoflerne har den rette størrelse, bør følgende tommelfingerregler følges:

  • Prøveopgravning mindst 3 forskellige steder i marken.
  • Ved hver opgravning opgraves min. 5 planter ved siden af hinanden i samme række.
  • Nedvisning bør ske, når 1-2 knolde er for store ved hver prøveopgravning.


Billed 2 Prøveoptagning af kartofler (Foto: Mads Bendix, SAGRO)

Nedvisning kan ske med Reglone. Der anvendes 1,5-2,5 l/ha Reglone. Største dosering bruges i tætte marker med kraftig top, som ikke udviser tegn på afmodning. I disse marker genbehandles efter 5-8 dage. I marker med naturlig afmodning anvendes 1,0-1,5 l/ha Reglone, og der genbehandles hvis nødvendigt. Det er vigtigt med en god afsætning af sprøjtevæsken i kartoffelafgrøden. Derfor bør der anvendes dyser, som giver små dråber, og der bør anvendes en stor vandmængde – gerne 300 l/ha – specielt ved den første behandling.

Anbefalingen i forbindelse med nedvisning af kartofler med Reglone er at udsprøjte Reglone om formidda­gen på tørre planter.

 

Status på Spotlight Plus

Vi afventer endnu situationen omkring en evt. dispensation til anvendelse af Spotlight til brug for nedvisning af læggekartofler. Sagen ligger ved Miljøstyrelsen, som gentagne gange er blevet rykket for at afgive svar. Der kan derfor ikke forventes dispensation tids nok til, at de første nedvisnede kartofler kan behandles med Spotlight Plus.

 

Cikader

I flere marker, der ikke er bejdset med Prestige nærmer tiden sig til den anden behandling med Mospilan SG. Der behandles med Mospilan ca. 4 uger efter første behandling. I de første marker vil det være i den kommende uge. For at opnå den bedste langtidseffekt af Mospilan, bør dosis være 0,25 kg/ha Mospilan SG. Mospilan SG kan medtages i skimmelsprøjtningen.

 

Kartoffeldag

Der inviteres til Kartoffeldagen torsdag den 3. august 2017 i forsøgsmarken liggende tæt ved adressen Greenvej 38, 7400 Herning. Dagen begynder kl. 8.30 med kaffe/te med boller.

Kartoffelavlere og andre interesserede inviteres til en spændende dag i forsøgsmarken. Der vil i år blive behandlet emner som ukrudtsbekæmpelse og gødskning. På dagen vil være repræsentanter fra kartoffelmaskinbranchen og sortsfirmaer, ligesom der vil være fremvisning af diverse demoplots med bl.a. betydning af læggekartoffelstørrelse samt valg af ukrudtsstrategi. Dagen forventes afsluttet med frokost kl. 12.30 og officiel afslutning kl. 13.30. Alle er velkomne. Vel mødt.