KartoffelNyt nr. 34, 2017

Udgivet d. 09-11-2017

Tekst: Kasper Kjær Jensen, SAGRO

Årstiden taget i betragtning, er der stadig travlhed at spore rundt om i landets kartoffelmarker, hvor mange stadig kæmper med at få de sidste lægge- og spisekartofler i hus. Flere stivelsesavlere har sæsonen igennem forsøgt at holde trit med leveringsplanen, så den sidste tids begrænsede nedbørsmængde har givet fornyet håb om at få størstedelen af arealerne taget op, samt kulerne til december /januar levering alligevel nok skal holde sig.

Meldingerne fra pulver- og stivelsesfabrikkerne er, at leveringsplanerne er overholdt. Fra både AKV og KMC fabrikkerne lyder meldingerne på at de arealer, som må opgives på grund af føret, fint bliver opvejet af høje udbytter på de høje og dyrkningssikre arealer. Derfor er den generelle melding, at man forventer at få den fulde kontraherede mængde til produktion. 

 

Jordtemperaturen er efterhånden faldet til omkring 6 ° C

Skal der på nuværende tidspunkt tages kartofler op, som skal bruges til langtidslagring eller som lægge kartofler, kan man IKKE køre forsigtig nok! Kartoflerne er ved nuværende temperaturer meget modtagelige for mekaniske skader, sammenholdt med at dagstemperaturerne også er nedadgående. Derved vil sårhelingsperioden forlænges. Derfor er det vigtig at prioritere yderst skånsom optagning af disse.

Kulelagring

De kartofler, som skal leveres inden for 10-14 dage kan med fordel stadig dækkes med fiberdug for at sikre den gode ventilation, men det kræver at man er opmærksom på nattetemperaturen. Fiberdug kan kun modstå korte og lette frostperioder f.eks. morgenfrost ned til -3-4 grader. Ved udsigt til decideret nattefrost anbefales det at dække med halm og plastik.

Bare én gang underafkøling (lav temperatur/frostpåvirkning) af en stor kule (50 hkg pr. løbende meter) kan resultere i et vægttab på 5 % af de yderste knolde svarende til 1.000 kr. pr. ha.

Kartofler, som skal lagres ud over 10-14 dage, bør dækkes med halm og plastik. Sørg for at sikre god ventilation. Husk løbende at tilse kartoflerne, hvad enten de er på indendørs lager eller i kule, læs mere her om i KartoffelNyt nr. 32 & 33 

Det er altid vigtigt at holde et vågent øjer med sine læggekartofler på lageret og i år er bestemt ikke nogen undtagelse. Det faktum, at der stadig sidder læggekartofler i jorden rundt om i landet, samtidig med at det har været vanskeligt at finde optimale høstdage, må der ikke forventes et stort overskud af supplerings kartofler til foråret.

Sædskiftekrav

Som nævnt i tidligere numre af KartoffelNyt har KMC pulver- og melfabrikkerne i fælleskab indført et sædskifte krav. Et krav, som AKV avlere har kendt til i flere år.

Sædskiftekravet er en brancheaftale og kontrolleres derfor ikke fra EU, men fra de enkelte fabrikker. Vi kan forvente, at man som avler kan blive mødt med både fysisk- og administrativkontrol i 2018.

Sædskiftekravet indføres i forsøg på at dæmme op for sædskifte relaterede dyrkningsbegrænsninger, som f.eks. ved fund af kartoffelbrok eller kartoffelcystenematoder, og herigennem sikre et fremtidig råvaregrundlag for fabrikkerne.