KartoffelNyt nr. 11, 2021

Udgivet d. 03-05-2021

Tekst: Charlotte Frederiksen og Troels Melvang, VELAS

Aktuelt i marken

Flere steder er lægningen færdig, mens der andre steder stadig mangler en del. Den kolde jord har ladet vente lidt på sig. Arbejdet skal nu intensiveres, da udbyttetabet, ved at vente på jordtemperaturen, nu overskrider udbyttetabet ved for kold jord. 

På de allertidligste lagte arealer er spirerne godt på vej, mens andre sorter og lokaliteter stort set ikke er startet. Der forventes frembrud på de tidligste i næste uge, så husk ukrudtssprøjtningerne inden fremspiring.

Billede 1 Kuras lagt 3. april 2021, de har fint klaret 3 snestorme og vil gerne rigtigt i gang (Annette Sørensen, SAGRO)

Billede 2 Kuras lagt 22. april 2021, der er lang vej endnu, men stadig fin fugt i jorden

Vanding af kartofler bør prioriteres over vanding af alle afgrøder

Vanding af kartofler bør prioriteres over vanding af alle afgrøder! Det skyldes, at kartofler er en højværdi-afgrøde med et sparsomt rodnet. Sæsonen er dog startet sådan, at det har været nødvendigt at starte vandingsmaskinerne i vintersæd og frøgræs. Fordampningen har på sydvendte skråninger og plantedækkede marker lagt på 2-3mm/dag siden påske (6/4).

I en grovsandet jord (JB1) er der en plantetilgængelig vandmængde på 60 mm i rodzonen. Kartofler bør vandes, når 30-40 % af den plantetilgængelige vandmængde er opbrugt, svarende til et vandunderskud på 18-24 mm.

I et normal år vil kartofler lagt ultimo april fremspire senest 10-15/5 og have vandingsbehov, hvis ingen nedbør, 14 dage senere. Brug ”vandingsregnskab-online” (en del af Mark-online) for at følge dine individuelle marker.

Vandingsbehov

Fremadrettet afhænger vandingsbehovet af udviklingstrinet, ved knolddannelse er kartofler særligt følsomme og må under ingen omstændigheder lide af tørkestres, idet det hæmmer knolddannelse, (fra begyndende blomster dannelse) ca. st. 55.

Figur 1 Kartoflens vækststadier (Bayer)

Timing

Start vanding inden underskuddet bliver for stort, start senest v. 40% af rodzonekapaciet, på Jb1 jord sker dette, når 25 mm er brugt!! Med en daglig fordampning på en overskyet dag på i gns. 3 mm, nås dette hurtigt.

At fastlægge fordampning i kartoffelmarker er en svær størrelse, fordi afgrødedækningen i opstartsfasen ikke er 100 %, men erfaringen er at der på Jb1 skal vandes før afgrødedækning.

Tabel 1 Den potentielle fordampning fra tæt, kortklippet græs.

Vandingsregnskabet – hold overblikket

Med den smule vand der er kommet i foråret, begynder underskuddet af vand allerede at nærme sig og derfor er det relevant allerede nu at begynde vandregnskabet. Mulighederne er efterhånden mange, men vigtigst er at det føres.

Vandingsregnskabonline

Den kendte model for mange, hvor formålet er enkelt: Rent vandingsregnskab, nemt, overskueligt og brugbart for de fleste, samtidig er det en integreret del af Mark Online. Her fås et godt overblik.

CropManager

Den nye spiller på banen med et langt mere visuelt udtryk. Her tastes vanding ind på samme måde som sprøjtninger og læggedato, gerne fra FarmTracking eller Mark Online, der er fuld kommunikation mellem de moduler og vandbalancen vises i CropManager. Her er skærmbillede fra denne uge

Figur 2 Vandbalance fra CropManager, de blå søjler er nedbør, den blågrønne streg er vandbalance og prognose for vandbalance

Papir og pen

Klassikeren, hvor du selv skal huske det hele og samtidig have styr på fordampningen, ikke den nemmeste løsning mere, men helt sikkert den billigste.

Brug tiden optimalt og vær klar til første vanding

Intet er bedre, end når tingene fungerer når de skal startes – brug derfor allerede nu tid på at få klargjort vandingsmaskinerne, ikke bare de 2 som bruges i vintersæden nu her, men dem alle. Der er sikkert en membran der skal skiftes, en pumpe der skal renses eller en slange som skal skiftes og det giver ro i maven at få det ordnet nu.

Pumpeanlægget

Lever tørbrønden op til sit navn – den skal være tør. Tjek at elmotoren ikke har været i kontakt med vand. Er der monteret smøresteder på pumpen, så få den smurt op.

Elinstallationer

Vand og el i kontakt med hinanden er en meget dårlig kombination, så efterse at elskabene sidder tørt. Er skabene udendørs, skal de være overdækkede. Omvendt skal skabene ikke være lufttætte, evt. kondens skal kunne komme væk. Et træskab eller et lille varmelegme kan være en løsning.

Jordledninger

Skift de hydranter du ved, er beskadigede. Luk alle med undtagelse af den yderste og lad vandet løbe til det er rent vand der kommer igennem.

Maskinen

Der smøres godt, så bevægelige dele glider let og ubesværet. Husk i samme omgang at tjekke dækkene og dæktrykket.

Kanonen

Justeringsskruerne har det med at sætte sig fast, sørg for at de fungerer og kører let. Sørg for at kanonen indstilles til mange slag, således at slagene kommer til at ligge side ved side, tør jord mellem slagene giver en uens vanding. Hav også opmærksomhed på bremseskiverne, dette er en sliddel, som kræver en reperatør hvis denne skal udskiftes. Er der behov for udskiftning af kanonen, kan der overvejes en som vander begge veje, det mindsker behovet for reperationer omkring bremseskiverne.

Rotoren

For at undgå snavs i rotorens dyser anbefales det at køre systemet igennem uden dyser. Samtidig tjekkes og renses dysen.

Bløde slanger

Rulles helt ud inden der sættes vand på.

Tilslut vandet

Sæt vand på maskinen og tjek funktioner og utætheder, reparer og udskift nu, det er tid givet godt ud. Tjek også stopfunktionerne ved over og undertryk.

Dette eftersyn giver en mere gnidningsfri vandingssæson, for selv en mindre utæthed nu kan give bøvl med at flytte vandingsmaskinen senere på sæsonen – og det bøvl kan mindskes kraftigt, også på grej af ældre dato.

Vandets kvalitet

Har du ikke en nylig analyse af dit vandingsvand, er det oplagt at få lavet en sammen med klargøring af anlægget. Det giver viden om både salte og mineraler i vandet, hårdheden og dermed behovet for tilsætningsstoffer. Og da det er et kvalitetsprodukt der kommer ud i sidste ende, er det relevant at kende hele inputtet.

I samme ombæring skal man huske at spisekartofler kun må vandes med vand af drikkevandskvalitet og at der ikke må avles læggekartofler i de følgende 12 måneder på arealer, hvor der er udbragt frugtsaft fra stivelsesfremstilling, herunder vaskevand, eller overfladevand fra vandløb og søer m.m

Forberedelse til kvælstofanalyser med Horibamåler

Læggedato og kvælstoftildelingen ved lægning er meget brugbare data både i forhold til vanding, men også hvis der skal laves bladsaftanalyser. Det er oplysninger som nemt glemmes, men som giver stor værdi senere og derfor bør de registreres.