KartoffelNyt nr. 22, 2021

Udgivet d. 19-07-2021

Af Planteavlskonsulent Jannie Rendbæk Sørensen, Agrinord

Aktuelt i marken

Det er igen blevet sommer i Danmark, og med temperaturer på 25-28 grader og fuld sol, er det ikke noget der stimulerer vækst i hverken skimmel eller kartoflerne. Vandingsmaskinerne skal holdes i gang hvor det er muligt. Nedenfor ses kort over tørkeindex hentet fra DMI.

Kartoffelskimmel

Efter den noget ustabile periode er der nu fundet skimmel på flere lokaliteter. Vi skal huske, at der går 5-7 dage efter en skimmelfavorabel periode før der kommer læsioner på bladene og kartoffelskimmel kan ses i marken. Det er især i Midt- og Sønderjylland der er fundet skimmel den seneste uge i mange marker.

Figur 1 fund af skimmel i Danmark.

Skimmelvarslingen for den kommende uge er vist nedenfor. Som det ses, siger prognosen, at der vil være et meget lavt, eller ingen skimmeltryk de kommende dage. Anbefalingen i denne uge lyder derfor på ½ til ¾ dosis af enten Revus eller Ranman Top:

0,3 – 0,45l/ha Revus eller 0,25- 0,375 l/ha Ranman Top

 – er der fundet skimmel i marken anbefales en behandling med:

2,0 l/ha Proxanil + ½ dosis Revus eller Ranman Top

Infektionstrykket ses for de 3 lokaliteter herunder:

Bladplet

Vi nærmer os tiden hvor vi skal til at tænke på bekæmpelse af Bladplet (Altanaria). Langt de fleste marker stod i fuld blomst i forrige uge, og kartoflerne har indtil begyndende afblomstring, en naturlig resistens mod bladplet. Når blomstringen går på held bliver planterne mere modtagelige.

De marker der er mest disponeret for bladplet er:

  • Trængte sædskifter
  • Lettere jorde
  • Tidligt lagte
  • Lavt gødningsniveau

Disse marker bør behandles mod bladplet i denne uge med:

0,4 l/ha Narita eller 0,4 l/ha Revus Top

Følgende marker venter til uge 30 med første behandling:

  • Jomfrujorde
  • Bedre boniteter
  • Højt kvælstofniveau
  • Sent lagte

Chikader

Det er ca. 4 uger siden første behandling med Mospilan blev udført målrettet vokse cikader. Herefter er det antallet af cikade-nymfer, der findes i marken, som bestemmer hvornår og om vi skal behandle 2. gang. I uge 28 er der kun fundet et meget lavt antal nymfer i hele landet. Det var dermed for tidligt med 2. behandling. Udviklingen af æg til nymfer går stærkt, med den varme vi har nu, så en opfordring til at kigge i marken og følge udviklingen på registreringsnettet på Landbrugsinfo. Kommer der en Kraftig stigning i antallet af nymfer over få dage bør der behandles. En fuld dosering af Mospilan har effekt over en periode på ca. 14 dage. Det gælder om at sprøjte umiddelbart inden antallet af små nymfer topper, så vi dækker så stor den del af perioden med nyudviklede nymfer som muligt. Det sker ofte sidst i juli.

Dosering: 0,25 kg/ha. Mospilan

Figur 2 Cikadenymfer. Har man først fundet ud af, hvordan cikadenymfer ser ud i kartoflerne, er de forholdsvis lette at finde. Typisk finder man det største antal nymfer på de nederste grønne blade. Nymferne sidder på undersiden af småbladene og ofte helt inde ved bladstilken.

Eftergødskning

Generelt er behovet for eftergødskning ikke højt i år. De marker der bevidst er undergødet ved lægning, har i de fleste tilfælde, vist behov for eftergødning, og dermed er de færdiggødet. Generelt forløber målingerne i de fleste marker ”normalt” eller som vi forventer. Kardal kan i nogle tilfælde lave nogle kraftige fald. Her skal det overvejes, hvornår den pågældende mark skal tages op, før man haster ud og giver mere kvælstof.

Stor mængder husdyrgødning og meget ”gammelt strøm” i jorden kan også give et lidt broget billede. Der ser ud til at være en tendens til, at der kommer en ny frigivelse af kvælstof i disse marker, efter der er kommet nedbør og mere varme. I tørkeramte marker kan målingerne også drille. Her bliver målingerne kunstigt høje hvis væksten er gået i stå. Det er som udgangspunkt ikke det store problem, da planterne også har et mindre forbrug af kvælstof når de går i stå, og behovet derfor er mindre.

I Midtjylland har der dog været nogen udvaskning af kvælstof på de mest lette jorde. Her ses i den forgangne uge lave kvælstofmålinger i nogle marker. Det er tid til at få taget en beslutning, hvis der skal eftergødes og få gødsket markerne færdige.

Er man i tvivl om kartoflerne har fået nok kvælstof til at kunne klare resten af vækstsæsonen, er det en mulighed, at tilføre en mindre mængde flydende kvælstof sammen med skimmelsprøjtningerne hen i august.

Kogeprøver

Tidspunkt for nedvisning af spisekartofler nærmer sig. Normalt er størrelse og kogefasthed afgørende for tidspunkt for nedvisning.

For sorter med risiko for udkogning følges kogefastheden ved 2-3 gange ugentligt at udtage 15-20 knolde de steder i marken, hvor kartoflerne er længst fremme (ikke i forager, lavninger eller langs hegn). Knoldene koges 20 minutter i let saltet vand. Straks efter hældes vandet fra og kartoflerne ud på en tallerken, så de køler ned og kogefastheden bedømmes efter et par minutter. Når der på ca. 25% af knoldene ses små hvide pletter med afskallet bladkød, er det tid at nedvisne.

Sideløbende med kogeprøver følges knoldenes størrelse ved 2-3 gange ugentligt at grave 4-5 toppe op forskellige steder i marken. Når 5% af knoldene har nået den ønskede størrelse, er det ved at være tid til at nedvisne spise- og læggekartofler i god vækst. Under gode vækstforhold skal man forvente en tilvækst på 25-35 hkg knolde pr. ha fra det tidspunkt, hvor kartoflerne sprøjtes og indtil nedvisningen er komplet. Hvis der aftoppes umiddelbart inden sprøjtning, stoppes væksten hurtigere – da bør en større procentdel af knoldene skal være nået den ønskede størrelse inden aftopning. Det samme gør sig gældende, hvis kartoflerne er begyndt at modne af inden nedvisning. Værd opmærksom på at der stilles forskellige krav til størrelsen alt efter om det er runde eller aflange sorter. Sorter som sætter runde til rundovale knolde accepteres med en lidt større diameter end knolde der er langovale til lange. Kontakt firmaet som skal aftage kartoflerne for at få afklaret de præcise størrelseskrav for de enkelte sorter.

Læggekartofler

Vi nærmer os også tiden hvor vi skal til at holde øje med læggekartoflernes størrelse og tidspunkt for nedvisning. I nogle marker har kartoflerne en meget uens størrelse forårsaget af de tørre perioder vi har haft. Her er det svært at vurdere det rigtige tidspunkt for nedvisning. Umiddelbart vil der for de fleste læggekartofler gå minimum 14 dage endnu. Vi ser hvert år nogle der kommer for sent, så hermed en opfordring til at komme ud og få gravet nogle planter op.