KartoffelNyt nr. 27, 2021

Udgivet d. 23-08-2021

Tekst: Jens Marius Thomsen, SAGRO.

 

Aktuelt fra marken

Efter 3 uger med ustadigt vejr, har vi nu skønt sommerligt vejr til at få gjort høsten færdig. Der er kommet store nedbørsmængder, og bygerne er nogle steder faldet så hurtigt efter sprøjtning, at man har skullet gentage behandlingen. Lokalt har bygerne været så store, at det gør det vanskeligt at komme rundt med sprøjten.

Det har samtidigt været en lang periode med skimmelfavorabelt vejr. Vi ser nu skimmelangreb i rigtig mange marker over hele landet. Når kartoflerne begynder at gulne og få brune pletter på bladene af forskellige årsager, kan det være svært at konstatere, om der nu også er skimmel i marken.

En hjælp til at se det: Tag nogle blade med hjem i en plastpose. Læg et stykke fugtet køkkenrulle ved, og stil dem i en lukket plastpose natten over ved stuetemperatur. Hvis der er skimmel, så skal der næste dag være en hvidlig belægning på randzonen mellem det grønne og det brune og visne på bladet.

Figur 1. Infektionstryk med kartoffelskimmel ved 3 forskellige stationer.

 

Som det ses i figur 1, er vi nu på vej ud af en lang periode med middelhøjt skimmeltryk, og på vej ind i en periode med lavt smittetryk. Da der florerer meget skimmel, er vores anbefaling følgende:

Anbefaling:
Vi anbefaler fuld dosis med enten 0,6 l/ha Revus eller 0,5 l/ha Ranman Top eller 1,0 l/ha Banjo Forte. Tilsæt evt. 0,25 l/ha Cymbal eller 0,2 l/ha Option. Der er i år brugt rigtig meget Cymoxanil, som har lidt kurativ skimmeleffekt, og det lægger en god bund på skimmelen.

Behandling med Proxanil er kun effektivt så længe kartoflerne er grønne, og der er aktiv vækst i kartoflerne. Derfor er vi nu så langt fremme i kartoflernes vækst, at Proxanil kun skal bruges som en stopsprøjtning, hvor der er skimmelangreb i kartofler i god vækst. Derimod kan vi ikke længere anbefale Proxanil forebyggende i kartofler, som er i begyndende afmodning. Der virker det for dårligt.

Stopsprøjtning: 2,0 l/ha Proxanil + 0,5 l/ha Ranman Top. Efter 3 dage følges op med 0,25 l/ha Cymbal eller 0,2 l/ha Option.

Vær opmærksom på antallet af behandlinger med Revus/Revus Top og Ranman Top, så maksimal anvendelse i forhold til godkendelsen overholdes.  Hvis der bliver brug for flere behandlinger, så skal der anvendes midler indeholdende fluazinam, bl.a. Banjo Forte (1,0 l/ha) eller Shirlan Ultra/Zignal 500 SC (0,4 l/ha).

Helt dugfriske analyser af de første skimmelisolater fra Danmark i år viser, at skimmelen er følsom for fluazinam midlerne – så vi kan forvente fuld virkning af Shirlan Ultra/Zignal.

Vejledende oversigt omkring planteværnsmidler i kartofler, se dog altid efter på etiketten. Klik her 

 

Bladplet

I forsøgene ser vi nu de første symptomer på bladplet i kartoflerne. Det er derfor vigtigt, at du holder fast i strategien med behandling mod bladplet hver 14. dag, - skiftevis med 0,4 l/ha Narita/0,6 l/ha Revus Top eller 0,45 l/ha Propulse.

 

Nedvisning

Nedvisning af læggekartofler er godt i gang, og forløber stort set planmæssigt med den anbefalede strategi:

Først 1-2 x 0,8 l/ha Reglone efterfulgt af 1-2 x 0,8 l/ha Gozai + 1,5 l/ha olie når hovedparten af bladene er nedvisnede.

Billede 1. Vellykket nedvisning af læggekartofler. Foto Jens Marius Thomsen

 

I de sildige stivelsessorter er der normalt behov for 2 gange Reglone for at åbne tilstrækkeligt op, inden Gozai kan anvendes til stænglerne. Enkelte steder ses dog svigtende effekt, især i Kuras. Det kan skyldes, at vi i år har manglet noget sol til at få nedvisningsmidlerne til at virke optimalt. For at opnå den bedste effekt af Gozai anbefales en vandmængde på 300 l/ha – det giver en bedre afsætning ned på stænglerne, især hvis der bruges vinklede dysere og langsommere fremdrift. Yderligere har forsøg vist, at nedvisningen kan forbedres med 7-10% ved at øge olimængden fra 1,5 l/ha til 5 l/ha, når der er større bladmasse. Gozai kræver mindst 2 timers tørvejr for fuld virkning.

 

Knoldbægersvamp

I det sidste nummer af KartoffelNyt var der et stort Tema om PED – Potato Early Dying komplekset. Ud over de nævnte sygdomme er storknoldet knoldbægersvamp også en sygdom, som kan hæmme kartoflernes vækst.

Billede 2. Kartofler med gule planter der er angrebet af knoldbægersvamp.


Symptomerne på storknoldet knoldbægersvamp ses i marken som planter der bliver gullige på toppen (Billede 2). Ser man nærmere på stænglerne ses der vanddruknede områder, hvor stænglerne efterhånden knækker ned (billede 3)

Billede 3.  Pletter på stænglerne, som knækker ned.

 

Knoldbægersvamp er normalt ikke nogen alvorlig skadegører i kartofler i Danmark. Fugtigt og køligt vejr fremmer angrebene. Selv voldsomme angreb har dog sjældent afgørende betydning for udbytte og kvalitet i kartofler. Smitten følger ikke med læggekartoflerne, - derfor kan et angrebet parti udmærket anvendes som læggemateriale næste år.  Knoldbægersvamp optræder hyppigst, hvor kartoflerne indgår i sædskifte med ærter eller raps. Hold et godt sædskifte, gerne med 3-4 kartoffelfrie år.

 

Stivelsesprøver

Hos SAGRO i Billund vil det i den kommende tid være muligt at indlevere prøver til stivelsesmålinger.

De skal leveres udenfor ved prøverummet i Billund, (ned af rampen ved indkørslen), prøverne kan indleveres når man har tid eller kommer forbi, og der vil herefter blive taget prøver hver tirsdag og torsdag eftermiddag.

Kravet er, at der skal være minimum 5 kg kartofler i en kartoffelsæk pr. prøve (gerne vaskede), hvori der er lagt en seddel med sortsnavn, dato for opgravning, navn og telefonnr. eller mail (evt. også rækkeafstand og antal meter opgravet). Vi kontakter dig på SMS eller mail med resultatet. Det er gratis og alle er velkomne til at indlevere prøver.

Adresse: SAGRO Majsmarken 1, 7190 Billund

 

 

Kartoffeldagen 2021

Danmarks største kartoffelevent afholdes i år

tirsdag den 31. august kl. 8.30 - 13.30

Kartoffelavlere og andre interesserede inviteres til en spændende dag i forsøgsmarken på

Holtumvej 6, 7400 Herning

Dagens program er følgende:

Kl. 8.30 Kaffe/te med boller

Kl. 9.00 1. halvleg: Rundgang til posterne

Kl. 11.00 Frisk frugt og kildevand

Kl. 11.10 2. halvleg: Rundgang til posterne

Kl. 12.30 Frokost, hvor vi serverer frikadeller, kartoffelsalat, øl og vand med efterfølgende kaffe

Kl. 13.30 Officiel afslutning

Deltagerne deles ind i mindre grupper og bliver guidet rundt til de enkelte poster i forsøgsmarken.

På posterne vil der være dels firmarepræsentanter og dels kartoffelrådgivere, som vil fortælle om de ting,

vi i år har valgt at have fokus på. Der vil også være mulighed for at stille spørgsmål til fagrådgiverne.

Vi har i år valgt følgende emner til posterne:

  • Kartoffelsorter
  • Bejdsning, fritlevende nematoder og kemisk nedvisning
  • Mekanisk vækststandsning og ukrudtsbekæmpelse
  • Skimmel/bladplet forsøg
  • Gødskning: Fokus på organisk gødning samt udvaskning/eftergødskning

Vi gør opmærksom på, at der kun er én rundgang til posterne.

Det anbefales derfor at være med fra starten.

Alle er velkomne til at deltage i den årlige kartoffeldag, og deltagelse er gratis.

Vi håber, du har lyst til at være med til et spændende arrangement, hvor der både er mulighed for at høre

sidste nyt fra forsøgsmarken og få en god snak med repræsentanter fra sorts-, kemi- og maskinfirmaerne.

Samtidig er der naturligvis også rig mulighed for at udveksle erfaringer med dine kartoffelkollegaer.

SAGRO, Lemvigegnens Landboforening, Vestjysk, KMC og forsøgsvirksomheden Ytteborg