KartoffelNyt nr. 7, 2021

Udgivet d. 29-03-2021

Tekst: Ib Clemmensen, Vestjysk

Aktuelt fra marken

Tålmodighed er en dyd, når vi ser på jordtemperaturen.

Der er stigende jordtemperaturer, men det ser ikke ud til at holde hen over påsken. Dagene op til påske skulle give 2 cifrede varmegrader, men i påsken afløses det igen af koldere vejr – så kartoflerne skal bare blive liggende i huset lidt endnu.

Der er langt til de ønskede 7-8 °C i 10 cm dybde.

Der er lagt lidt kartofler på de mildeste jorde – men vent til efter påske.

Mangel på pulverbejdse, gør at mange i år ikke har mulighed for at bejdse læggekartoflerne. Dette gør det endnu mere vigtigt at vi ikke lægger kartofler i kold jord.

Fritlevende nematoder

De senere år er der blevet øget fokus på problemer med fritlevende nematoder. Fritlevende nematoder forekommer i alle jorde i større eller mindre grad.

Fritlevende nematoder suger på spirerne, hvilket i kartofler kan forårsage forsinket eller manglende fremspiring. Nematoderne bevæger sig i vand, så problemer med angreb forekommer således kun, hvis der er forholdsvis fugtige forhold efter lægning af kartoflerne.

Tidligere års forsøg og erfaring fortæller, at jordbehandling har indflydelse på angreb fra fritlevende nematoder. Forårspløjning forud for kartofler er den faktor, som stærkest fremmer angreb af fritlevende nematoder.

Læg kartoflerne i en godt opharvet eller strenglagt løs jord.

Billede 1 Mark med kraftige angreb af fritlevende nematoder

Stenstrenglægning??

Nu vi er ved jordbehandling – skal vi så stenstrenglægge?

Her er der mange forskellige teorier om hvordan vi undgår sten i kartoffelmarken. De senere år har melfabrikkerne frasorteret tonsvis af sten på fabrikkerne. De første sten er gratis at levere til fabrikkerne, men leveres kartoflerne med 5-8 % sten og derover – så koster det dyrt. Der er ingen mening i at køre afsted med 40 ton ”kartofler” på en vogn – og så er 4-5 tons bare sten.

Tænk også lige på det slid, som sker, når der trækkes 5 tons sten, pr. ha, op gennem en kartoffeloptager, som rent faktisk ikke er beregnet til at samle sten.

Der er de seneste år solgt kartoffeloptagere, som kan frasortere sten ved optagning – men de er dyre – og kapaciteten reduceres voldsomt i fugtige efterår.

Strenglægning er en dyr og tidsrøvende proces, så sørg for at få rimelig styr på, om mængden af sten i en given mark nu også berettiger til den store omkostning.

Kartoffeludbytte.dk er udviklet ved et samarbejde mellem KMC-fabrikkerne og SEGES. Kartoffeludbytte.dk er et program til registrering af kartoflerne fra de enkelte marker – læs for læs. Målet er nemmere og hurtigere at få et overblik over leverede kartofler – herunder også ”opdage”, hvor problemerne med sten i marken er størst.

Og så er Kartoffeludbytte.dk GRATIS for landmanden.