KartoffelNyt nr. 16, 2022

Udgivet d. 11-07-2022

Tekst: Joachim Thomsen - Vestjysk

Aktuelt fra marken

Vejret har den seneste uge båret præg af mange små byger og lavere temperaturer. Dog er der de fleste steder ikke faldet så meget nedbør, at vandingsmaskinerne er sat i bero.

 

Kartoffelskimmel

Det ustadige vejr – særligt i sidste uge – er lidt en ”joker”, da infektionstrykket øges når kartoffelplanterne konstant holdes fugtige, selvom infektionstrykket overordnet vurderes at være lavt. Desuden har sidste uges byger og vind vanskeliggjort at få sprøjtet optimalt og rettidigt. Heldigvis er der dog udsigt til at vejret bliver mere stabilt i indeværende uge.

Der indberettes dagligt nye skimmelfund til registreringsnettet. I figur 1, kan man se nyere fund (røde prikker) og ældre fund (blå prikker).

Figur 1. Registrerede fund af kartoffelskimmel. De røde prikker er udtryk for nyere fund, mens de blå prikker er udtryk for fund der er ældre end 10 dage.

 

Infektionstrykket ses for 3 lokaliteter herunder:

Figur 2: Infektionstryk i Brønderslev

Figur 3: Infektionstryk i Herning

Figur 4: Infektionstryk i Kolding

 

Anbefalet dosering denne uge:

0,15 l/ha Zorvec Enicade + 0,3 l/ha Azuleo

eller

0,45 – 0,6 l/ha Revus eller 0,375 – 0,5 l/ha Ranman Top

Evt. + 0,15kg Option/0,2kg Cymbal

Ved skimmelfund:

 2,0 l/ha Proxanil + ½ dosis Revus eller Ranman Top

 

Bladplet

Mange kartoffelmarker står nu i fuld blomst, men udviklingsmæssigt, så er det endnu for tidligt at behandle mod bladplet.

 

Eftergødskning

I år har udvaskningen af kvælstof været meget begrænset. Begrænset i sådan grad, at man på Horiba-testeren ofte har kunnet genkende marker med delt gødskning fra marker, der er fuldgødsket.  Ligeså, har det også været muligt at se forskellen på ”gammel strøm”, fx hvilke marker, som har haft en kraftig efterafgrøde eller har fået tilført en større mængde husdyrgødning. Det er tid til at få taget en beslutning, hvis der skal eftergødskes og få gødsket markerne færdige.

 

Efterafgrøder

I sidste uge udsendte Landbrugsstyrelsen et kort over krav om obligatoriske målrettede efterafgrøder. Kortet ses herunder. Opfylder man ikke sit krav, sker der en automatisk reduktion af kvælstofkvoten på op til 150 kg/N pr. ha. på det antal hektar, som mangler at blive opfyldt.

Inden længe vil kravene kunne ses i GKEA-skemaet i TastSelv. Det er vigtigt at understrege, at man selv skal ind og genberegne sit GKEA-skema, da man ikke får besked fra Landbrugsstyrelsen, hvis man ikke opfylder kravene. Snak med din konsulent om din situation.

Der opereres med mange typer af efterafgrøder, og for at overskueliggøre dem, er de skematisk opstillet i tabel 1. Her ses også kombinationsmuligheder m.m.

Tabel 1. Landbrugsstyrelsens tabel over kombinationsmuligheder og diverse krav til de forskellige typer af efterafgrøder.

 


Valg af efterafgrøde forud for kartofler

Kravet til arealet med efterafgrøder er så stort, at der helt naturligt skal være en efterafgrøde før kartoflerne langt de fleste steder. Der er mange anbefalinger til sædskifter med kartofler i forhold til valg af art, specielt omkring arter og sorter, som angiveligt har effekt på fritlevende nematoder. Det er dog svært at anbefale noget konkret, eftersom der ikke forelægger ret mange valide forsøg. Samtidig er der stor forskel på effekten, afhængig af nematodearten, hvor diversiteten af forskellige nematodearter varierer fra mark til mark. Ved stubrodsnematoder (Trichodorus og Paratrichodorus) er der ikke efterafgrøder, som viser entydig effekt på nedbringelse af nematodepopulationen. Omvendt er der ved rodsårsnematoder (Pratylenchus) tendenser, der peger i retning af at olieræddiker og sorthavre har en vis effekt.

 

Vækststandsning af læggekartofler

Der er generelt en god vækst og knoldsætning i kartoffelmarkerne i år, dette gælder også læggekartoffelmarkerne. Derfor er det også snart tid til at vurdere tidspunkt for nedvisning af læggekartoflerne. Som udgangspunkt påbegynder man nedvisning af læggekartoflerne når 5% af knoldene er over den ønskede størrelse (55-60mm). Hvis man ikke sorterer egen opformering, skal man stile efter at nedvisne når knoldene er 40-45 mm, da de meget store knolde kan drille i læggeren og føre til spring i næste års kartoffelafgrøde. Det anbefales at grave flere steder i marken, så man får et bedre billede af størrelsen på knoldene.

Igen i år, er det lykkedes at få dispensation til anvendelse af Reglone. Anvendelse af Reglone i de dispenserede doser vil oftest ikke være tilstrækkelig til at sikre en fuldstændig nedvisning. Den ansøgte dosering på 2 x 0,8 L/ha Reglone skal i langt de flest tilfælde følges op med én til to behandlinger med Mizuki (pyraflufen-ethyl – tidligere Gozai), som der også er givet dispensation til i 2022. Det anbefales at udføre de to behandlinger med Reglone med et interval på 3 dage, så risikoen for gengroninger minimeres. 

Første behandling med 2 L/ha Mizuki udføres 3 dage efter sidste behandling med Reglone. Hvis der er behov for en ekstra behandling med Mulki, skal der være minimum være 5 dage imellem de to behandlinger med Mizuki.

 

Krav til anvendelse af Mizuki:

  • Maksimal 2 behandlinger med en dosering på 2 l/ha. pr. behandling.  
  • Minimum 5 dages interval mellem de to behandlinger.
  • Midlet må ikke anvendes senere end 7 dage før høst.
  • Midlet må ikke anvendes nærmere end 30 meter fra vandmiljøet (vandløb, søer mv.) for at beskytte organismer der lever i vand.
  • Midlet må ikke anvendes nærmere end 20 meter fra §3 områder for at beskytte vilde planter.
  • Må ikke anvendes nærmere end 2 meter fra veje, boliger, institutioner og offentlige arealer for at beskytte beboere og forbipasserende.

Tilladelsen til besiddelse og anvendelse af Mizuki gælder for perioden 7. juli 2022 til 19. oktober 2022, hvorefter tilladelsen bortfalder. Rester skal derefter afleveres på den kommunale affaldsordning for farligt affald. 

 

Den gode sprøjtepraksis

Reglone:

Reglone skal udbringes med maksimalt 90 l vand pr. ha. og en sprøjteteknik, der giver mindst 50% reduktion af afdrift. I Miljøstyrelsens vejledning bilag 1 om afdriftsreducerende sprøjteteknik ses udvalget af sprøjteteknik, der er godkendt med 50% afdriftsreduktion.

Reduktion i vindafdrift (mst.dk)

Bilag 1: afdriftsreducerende-udstyr-bilag-1-og-2-ver-13docx.pdf (mst.dk)

Af tabel 2 fremgår eksempler på dysevalg, der kan anvendes ved konventionel sprøjteteknik med brug af 90 l/ha vand. Tabellen angiver det tryk, der skal anvendes for at opnå 50 % afdriftsreduktion med den anvendte dyse ved den givne fremkørselshastighed.

Dysestørrelse 7 km/t 7,5 km/t 8 km/t
ISO 015 2,4 2,7 3,1
ISO 02 1,3 1,5 1,7
ISO 025 - - 1,1


Hardi Twin

Hardi Twin er godkendt til 50 procent afdriftsreduktion med Hardi ISO-F 110-02. Lufthastighed skal være medium (max. 140 bar hydraulisk tryk) og afgrødehøjde mindst 30 cm.

Danfoil

Danfoil har godkendelse til 75 procent afdriftsreduktion ved en vandmængde på 70 l/ha, vandsøjletryk 7 mbar, bomhøjde 50 cm og afgrødehøjde mindst 30 cm.  

Mizuki:

I forbindelse med nedvisning med Mizuki, er det meget vigtigt med tørre blade og flest mulige solskinstimer efter sprøjtningen, for at opnå den ønskede effekt. Mizuki er regnfast efter 2 timer, men jo flere solskinstimer efter sprøjtning, jo bedre. Sprøjt derfor helst om formiddagen og brug gerne vinklede dyser, der giver små dråber, samt høj vandmængde (300 L/ha.). Gå ikke på kompromis med vandmængden ved udbringelse af Mizuki.