KartoffelNyt nr. 28, 2022

Udgivet d. 24-10-2022

Tekst af Joachim Bøgelund Thomsen

Aktuelt fra marken

Der er fortsat godt gang i kartoffeloptagningen. Forsøgsmarkerne i Arnborg, Assing og Dronninglund er også kørt op. Der er udsigt til mere ustadigt vejr, og det stiller krav til optagning og lagring. Dette er særligt vigtigt ved de kartofler, som skal lagres i kule. Undgå at kartoflerne får vand, lige fra optagertanken til de ligger i kulen, da få millimeter regn kan flytte sygdomme med ned gennem kulen.

Der anvendes fiberdug i stor stil og det er godt, men de dage, hvor solen får lov at skinne meget, varmes kulen op under fiberdugen, og kan i værste fald få kulen til at brænde sammen. Der skal LUFT til! Træk dug/plastik helt af de dage solen skinner, eller få åbnet op i kulen med nogle bukke. Det er endnu vigtigere hvis man kører kartofler i kule som ikke er skindfaste. Hold jævnligt opsyn med kulen, gerne også med temperaturmåling. For mere information om håndtering af kartofler i kule, henvises der til KartoffelNyt nr. 26. De kartofler som lagres i hus, må heller ikke glemmes bare fordi de er sat ind.

4. prøveoptagning AKD 2022

Den 3. oktober blev der lavet en 4. prøveoptagning i AKD’s forsøgsmark. Tendensen fra 4. prøveoptagning er, at knoldudbyttet er stigende, mens stivelsesprocenten ved de fleste sorter stagnerer. Erfaringsmæssigt ville man nok forvente at sorter med højt stivelsesindhold ville falde lidt i stivelsesprocent, men her viste både Ydun og Stratos uændrede stivelsesprocenter. I nedenstående diagrammer kan man se udviklingen fra AKD’s prøveoptagning i tre gængse stivelsessorter hhv. Kuras, Stratos og Ydun. Modsat Ydun og Stratos blev der målt lavere stivelsesprocent i Kuras og Avenue ved 4. prøveoptagning. Dog kompenserer det øgede knoldudbytte for den manglende stivelsesprocent i disse sorter.  

Tidspunkt for AKD’s prøveoptagninger 2022:

  1. prøveoptagning 1. august.
  2. prøveoptagning 22. august.
  3. prøveoptagning 12. september.
  4. prøveoptagning 3. oktober.