Udgivet d. 02-08-2021
Af: Annette Dam, SLF
Vi har igen fået grødevejr, og der sker rigtig meget under kartoffeltoppen lige nu. Der er generelt rigtig fin knoldsætning men vores vurdering er at udbyttet er lavere end normalt på nuværende tidspunkt.
Vi begynder dog at nærme os tidspunktet hvor egen opformering af læggekartoflerne skal nedvisnes. Få lavet opgravninger flere steder i marken og lav en vurdering af hvornår kartoflerne skal nedvisnes. Som tommelfingerregel skal 1 knold pr plante være for stor for at det optimale tidspunkt er nået. Husk de vokser ca. en uge efter første nedsprøjtning.
Her i regnvejrsperioden vil det være godt at få regnet på hvor stort et areal der går fra med afstandskrav til veje, boliger, offentlige arealer samt vandmiljø og §3 områder i markerne der skal nedvisnes med Reglone. Det bliver ofte til mere end man lige forventer. Der er ingen grund til at få bestil for meget Reglone og Gozai hjem da dispensation bortfalder igen efter denne sæson, og der bliver opbevaringsforbud efterfølgende (Reglone 1/10, Gozai 19/10). Overskud skal afleveres til den kommunale affaldsordning. Se yderligere regler for Gozai og Reglone i Kartoffelnyt nr. 20 og 21
Vi har netop været inde i en højrisiko periode, hvor der er sket stor spredning af sporer, og der er en del angreb i mange marker, specielt i den centrale del af jylland. Få kartoflerne dækket ind så de ikke står ubeskyttet og hav især fokus på de sorter der bliver ved med at sætte nye blade (bl.a. Kuras)
Ugens anbefaling: 0,38 l - 0,5 l Ranman Top eller 0,45 l - 0,6 l Revus. Tilsæt 0,25 kg Cymbal eller 0,2 kg Option
Dem der ikke allerede har kørt 2. gang mod cikaderne, er det ved at være tid. Der findes nu cikadenymfer der kravler på undersiden af de nederste blade og laver sugeskader.
Behandling: 0,25 kg Mospilan
SEGES registrerer forekomst af bladlus i kartofler. Der i 2021 fangbakker på 12 lokaliteter.
Ved en hurtig stigning i smitterisikotallet til over 1,0 er faren for virussmitte via bladlus så stor, at læggekartoflerne bør nedvisnes, såfremt udbyttet blot er nogenlunde acceptabelt.
Smitterisikotallet skal dog vurderes ud fra kartoffelplanternes alder, afstand til smittekilde og stigningen i smitterisikotallet, således at højere alder og større afstand til smittekilden kræver et større smitterisikotal for at udløse nedvisning.
Beslutning om bekæmpelse med olie og skadedyrsmidler og nedvisning træffes ud fra en individuel vurdering af smitterisiko og sortens modtagelighed overfor virus.
Lusetællingen for uge 30 kan ses op ovenstående kort. Der er også indsendt en prøve fra Rødby, men der har været sand i prøven så lusene kan ikke specifik bestemmes. Der har imidlertid været rigtig mange lus i prøven = stor risiko for smitte ca. 50-70 stk., hvor der i de andre prøver bliver fundet 0-5 bladlus.
Vi begynder at se de første antydninger af bladplet i ubehandlede forsøg, derfor anbefaler vi at dem der ikke allerede har behandlet mod bladplet, får lagt den første sprøjtning ind, idet bladplet ikke kan helbredes med de midler vi har i dag, men kun kan forebygges.
Behandling: 0,4 l Narita eller anvend 0,6 Revus Top i stedet for 0,6 Revus mod skimmel
Vi ser rigtig mange beskidte vårbygmarker i år, og der er flere marker, hvor der er store mængder af bla. gråbynke. Få kigget de marker igennem hvor der skal være kartofler næste år, og få en bekæmpelsesstrategi sat i værk i de marker hvor det er nødvendigt og hvor det er muligt i forhold til efterafgrøder.
Der er også rigtig mange bygmarker hvor vi ser spildkartoflerne stå lige så fint. Den bedste bekæmpelse af spildkartofler er behandling med Roundup før høst hvis marken tillader det. Den næstbedste behandling er Roundup på kartofler der er fremspiret i stubben.
Foto: Adam Jensen, SAGRO
I forlængelse af rodukrudt i markerne er der også lige et par regler der skal overholdes. Som udgangspunkt er reglerne for jordbearbejdning i efteråret som beskrevet i tabellen nedenunder.
Det betyder at for langt hovedparten af brugsavlerne først må starte jordbearbejdning 1. november på arealer som har været dyrket med kartofler i 2021. For autoriserede læggekartoffelavlere samt spisekartoffelavlere må jordbearbejdning forud for kartofler i 2022 påbegyndes pr. 1 november.
Arealer udlagt med efterafgrøder må som udgangspunkt destrueres pr. 20. oktober, hvis der ikke er anvendt udsat såning eller høst. Majs med efterafgrødeudlæg må først destrueres pr. 1 marts.
Kilde: lbst.dk
Kantbæger og pigæbler kommer nu til syne over kartoflerne. Skulle der være en enkelt der er sluppet igennem ukrudtsbekæmpelsen så brug lidt tid på at få dem fjernet. Kantbæger og pigæbler er i familie med sort natskygge og kartoflen, hvorfor de er svære at bekæmpe i kartoffelmarken. Vi ser dem endnu mest i foragre og kan vi holde dem der, vil det være at foretrække. Vi startede også med at se sortnatskygge i indkørsler og foragre.
Kantbæger i blomst i kartoffelmark.
Hanespore vinder også frem med stor kraft, og det er en af de græsser der vil give udfordringer med at bekæmpe i kartoflerne da de gængse ukrudtsmidler ikke gør noget ved hanesporen. Hanespore kan dog bekæmpes med 0,8 l Agil eller 1,5 l Focus Ultra. I kornet er det Primera Super der har god effekt. Få kigget markerne igennem og noteret hvor det er et problem, så man kan få lavet en effektiv og målrettet bekæmpelse næste sæson. Hanespore er ofte et problem i sædskifter hvor der dyrkes meget majs.
Japansk pileurt vinder desværre også frem. Japansk pileurt står oftest i vejkanter og skel, men de er også spottet i en kartoffelmark. Japansk pileurt holdes nede med store mængder Roundup ned i de hule stængler.
Foto: Adam Jensen, SAGRO
Fælles for mange af disse invasive arter er, at de ofte har været anvendt som prydplanter i haver, så vær varsom med at tillade husejere at køre haveaffald ud på markerne.
Sørg samtidigt for at hjørner, indkørsler og hul mellem foragre og mark holdes fri for ukrudt eller bliver sået til med andet for ikke at give de vanskelige ukrudtsarter frit spil. På billedet er der sået blomsterblanding i hjørnerne. Så sørger man for at der er modstand til ukrudtet, det ser lidt pænt ud og giver insekter og vildtet et sted at finde lidt føde.