KartoffelNyt nr. 4, 2021

Udgivet d. 22-02-2021

Tekst: Anette Møller Sørensen, SAGRO

Aktuelt fra marken

Efter en periode med endog meget hård frost har vi endelig fået lunere vejr og noget der næsten kan minde om forår. Nu handler det om at få tilset de kartofler, der opbevares i kuler og uopvarmede huse, for at tjekke, om de har klaret den lange frostperiode uden at tage skade. Har man mistanke om, at de har haft det for koldt, kan det være værd at udtage nogle af kartoflerne og tage dem ind i varmen for at undersøge, om de har været frosne og dermed uegnede som læggekartofler. Ellers kan det opfordres til at bruge tiden her inden markarbejdet går i gang, til at få overblikket; bla. placering af sorter i forhold til arealernes beskaffenhed og evt. forventede problemer med nematoder, beregninger af mængde af læggekartoflerne, sidste detailplanlægning af gødskning, overblik over kemibeholdning osv. på plads. Desuden har stivelsesfabrikkerne meldt ud hvor meget de forventer at reducere i arealet til kommende sæson, og det kan også give anledning til, at man skal have kigget på markplanen igen.

Tabel 1 Oversigt over mest gængse sorters egenskaber i forbindelse med leveringstermin.

Bejdsning af kartofler – hvad gør vi?

Som allerede omtalt i KartoffelNyt nr. 2 kan bejdsning af kartoflerne før lægning gå hen og blive en udfordring i 2021. Pulver Rizolex er udsolgt fra grovvaren langt de fleste steder, så derfor er det eneste reelle alternativ flydende bejdsning, som kan foretages på læggeren med flydende bejdseudstyr eller vha. rullebordsbejdsning. Standardudstyr til læggeren forlyder også til at være udsolgt, så man er henvist til at bygge noget selv, rullebordsbejdse eller helt springe over bejdsningen i år og så få kigget på, om der skal laves noget til næste år.

Bygger man selv udstyr på læggeren skal man være sikker på at få monteret udstyret korrekt, så dyserne placeres så tæt på læggeknolden som muligt. Midlet, der anvendes, skal hverken ramme jorden eller læggeskærmene, dysevalget er også et vigtigt element, da man skal undgå vinddrift, men også tilstopning af dyser af støv, der hvirvles op under lægning. Desuden skal flydende bejdseudstyr på læggeren godkendes inden brug.

Rullebordsbejdse har været afprøvet tidligere og har som sådan en god effekt, da man har stor mulighed for at få hele knolden dækket. Rullebordsbejdsning giver dog nogle arbejdsmiljø- og håndteringsmæssige udfordringer og kræver brug af særlige anlæg med blandt andet effektiv udsugning. Rullebordsbejdsning kan desuden have negativ effekt ved behandling af spirede knolde eller partier med svampe- og bakterieinficerede knolde.

Vi får en del spørgsmål om hvor lang tid i forvejen, man kan bejdse kartoflerne. Der er som sådan ikke noget, der forhindrer, at de bliver bejdset i forbindelse med opsortering forudsat man har det rigtige udstyr. Blot skal man huske på, at kartoflerne skal have tid både at sårhele og tørre inden lægning påbegyndes.

Hvis man vælger ikke at bejdse, bør udgangsmaterialet være sunde læggekartofler. Desuden skal kartoflerne være klar, dvs. en forvarmning, hvor spiringen sættes i gang samtidig med, at jorden, de lægges i, er bekvem. Det drejer sig om, at kartoflerne kommer hurtigt af jorden, så rodfiltsvampen ikke kan nå at etablere sig på spirerne.

Serenade bejdsemiddel

Der har i 2020 været udført en forsøgsserie med bejdsning af læggekartofler, hvor det biologiske middel Serenade ASO – som indeholder bakterien Bacillus subtilis - blev afprøvet både i blanding med øvrige bejdsemidler og alene. Der er et højere, men ikke signifikant sikkert merudbytte, hvor Serenade er brugt i blanding med Maxim og Rizolex, men ikke hvor det er brugt alene. Der er en indikation af, at behandlingen med Serenade virker som vækstfremmer, hvilket i forsøget viste sig som en mere grøn plantefarve. I 2018-2020 er der udført 6 forsøg, som ikke viser noget signifikant merudbytte ved at anvende Serenade.

Serenade giver således måske ikke en direkte reduktion i rodfiltsvampangreb, men skal mere ses som et vækststimuleringsmiddel, som i nogle tilfælde, især i blanding med øvrige bejdsemidler, kan give et merudbytte. Vi har således ikke nogen klar dokumentation for i hvilke tilfælde, det kan anbefales at anvende Serenade, og ser det derfor ikke som en generel anbefaling til at bejdse alle læggekartofler.

Indkøbte læggekartofler

Nu hvor vejret er blevet mildere og kalenderen snart siger 1. marts, vil udkørslen af certificerede læggekartofler så småt blive påbegyndt. Der skal udleveres mange læggekartofler, og der er lang tid til lægningen kan startes. Det er derfor vigtigt at kontrollere de modtagne læggekartofler og opbevare dem omhyggeligt frem til lægning.

For at sikre retten til reklamation skal læggekartoflerne kontrolleres inden aflæsning, hvis de er modtaget løst, og inden 14 dage hvis de er i storsække. Når først kartoflerne er lagt, og der ses dårlig fremspiring, er det oftest for sent at gøre reklamation. Der skal kontrolleres for råd, fugt, fasthed, beskadigelser, spirer (maksimalt 3 mm), rodfiltsvamp og evt. størrelse. Reklamation skal rettes mod læggekartoffelfirmaet.

Tabel 2 Højeste indhold af skadegørere i en storsæk (1000 kg)

Læggekartofler, der modtages nu, og som skal lægges i april måned, skal omlæsses i kasser eller opbevares løst med halmtildækning. Kartoflerne opbevares tørt, køligt og frostfrit (5-8 °C) indtil de skal gøres klar til lægning. Kartoflerne bør ikke opbevares i storsække.

Mistænkelige partier bør undersøges med en spireprøve. Der udtages f.eks. 20 knolde, som opbevares ved 20 °C. Efter ca. 7 dage bør knoldene have påbegyndt spiring.

Mht. størrelsen bør man undersøge for gennemsnitsstørrelsen på knoldene. Der udtages 5 eller 10 kg, og der tælles knolde. Herefter kan man regne ud, hvor langt kartoflerne rækker ved en given lægge- og rækkeafstand. Se KartoffelNyt nr. 3 for tabel over Plantetal.

Tjek kemilageret

I Landbrugsavisen var der i forrige uge en artikel om, at der hos ca. 23 % af de kontrollerede ejendomme i 2019-2020 befandt sig ulovligt eller ulovligt opbevaret kemi. Det er alt for højt et tal. Vi kan derfor kun opfordre til, at man får tjekket lageret igennem fast 2 gange om året. Og her, inden der står en ny sæson for døren, var det måske en god anledning til at få kigget efter, at man ikke har noget ulovligt stående. En nem måde er at anvende KemiTjek App på mobilen. Den er ajourført med de ændringer, der hele tiden sker.